Billede af ukrainske flag og støtte organisationer

Samarbejde med Hvidovre Kommune og Caritas Danmark udmønter sig i flere engelskkurser for ukrainere i Danmark

Samarbejde med Hvidovre Kommune og Caritas Danmark udmønter sig i flere engelskkurser for ukrainere i Danmark

I denne uge er de første to engelskkurser for ukrainere i Danmark startet på HF & VUC København Syd. Et dagshold og et aftenhold. Tilmeldingerne til de næste to kurser er allerede tikket ind og de to næste kurser starter i september.

Caritas Danmark og Hvidovre Kommune er samarbejdspartnere i arbejdet med at få engelskkurserne i luften, for sammen med KBH SYD har de et brændende ønske om at hjælpe de ukrainere, der er kommet til landet. De kan i forvejen få danskundervisning på sprogskolerne, hvilket er en af vejene til at kunne påbegynde en ny tilværelse i et nyt land. Men at blive god eller bedre til engelsk er også en rigtig god vej til at få foden indenfor på det danske arbejdsmarked eller et andet europæisk land udenfor Ukraine. Derfor er engelskkurserne et godt supplement til danskundervisningen.

”Det er vigtigt for os, at de ukrainske flygtninge får de bedst mulige forudsætninger for at få en god hverdag her i Danmark. I Hvidovre arbejder vi på mange fronter for at give dem en god start på deres nye tilværelse, og sprogundervisning er et rigtig fint redskab til at hjælpe dem godt på vej”, siger Anders Wolf Andresen, borgmester i Hvidovre Kommune.

I hjælpeorganisationen Caritas Danmark er de også glade for, at samarbejdet har båret frugt, og at kurserne nu er i gang på HF & VUC København Syd. ”I Caritas Danmark arbejder vi for at nytilkomne skal få en så tryg og sikker start i landet som muligt, og for alle flygtninge og migranter er det at få adgang til beskæftigelse og kunne forsørge sin familie et stort ønske. Det vil vi gerne understøtte ved at sikre ukrainere adgang til engelskundervisning og dermed lette adgangen til arbejdsmarkedet. Vi er meget glade for samarbejdet med HF & VUC Købenahvn Syd, og har oplevet en stor velvilje til sammen at sikre de bedst mulige vilkår for ukrainske flygtninge, der har måtte efterlade familie, job og hverdag for at flygte til Danmark”, siger Ditte Dandanell, programkoordinator i den internationale hjælpeorganisation Caritas Danmark.

Selve undervisningen handler om at konversere på engelsk, og bruge engelsk som arbejdssprog, men kurserne fokuserer også på at forstå og navigere i det danske samfund og i den digitale borgerservice for at støtte dem i deres start på en tilværelse i et nyt land.

”Vi er meget begejstrede for samarbejdet med Hvidovre Kommune og med Caritas Danmark, som begge er samarbejdspartnere, der har haft den tætte kontakt med ukrainerne. Vi har en klar fælles opgave her, og når flygtninge ankommer til Danmark, er behovet for samarbejde ekstra stort, og det har vi oplevet hele vejen rundt for at få realiseret engelskkurserne”, siger Laila Emiliussen-Hougaard, rektor på HF & VUC København Syd.

Når de to næste hold starter i starten af september, har HF & VUC København Syd ca. 100 ukrainere i de to skolebygninger, og det bringer et pift af internationalt miljø og mangfoldighed med ind på skolerne, som de øvrige elever og lærere også får glæde af. Udover at kursusdeltagerne er fra Ukraine, så har HF & VUC København Syd ansat to ukrainske engelsklærere til at undervise.

HF & VUC København Syd står til rådighed for de ukrainske flygtninge. HF & VUC København Syd tilbyder voksenundervisning i for eksempel engelsk og it-basis, så de ukrainske flygtningen hurtigt kan få fodfæste i Danmark. For mere information om engelskkurser for ukrainere, kontakt markedschef Tille Sara Nielsen 24857483 og læs mere på https://www.kbhsyd.dk/erhverv/

;