Billede Af Lufthavnsmedarbejdere Der Lærer Spansk

Intensiv spansk-kursus på 6 uger for medarbejdere

Intensiv spansk-kursus på 6 uger for medarbejdere

6-ugers kurset udvikler medarbejderne og giver en pause fra hamsterhjulet.

"Til venstre for mig her sidder stræberne," siger Frank og griner, mens han peger på Søren og Damian, som er ansat hos SAS som loading supervisors. Frank selv arbejder normalt med bagagehåndtering i lufthavnen. Til højre for ham sidder Kim, 64 år gammel, som arbejder med catering, også i lufthavnen. Kim plejer at rejse til Spanien 2-3 gange om året. Alle er en del af KBH SYDs 6-ugers spanskkursus. Det er et kursus, der tilbydes til medarbejdere, der har ret til 2 ugers efteruddannelse om året. De kan samle det sammen hvert 3. år til et 6-ugers kursus, der bliver betalt og lønkompenseret af IKUF (Industriens Kompetenceudviklingsfond) og SVU. Efteruddannelsen kan være hvad som helst. "Nogle fra mit arbejde har vist nok taget et kagebagningskursus og valgte derefter at åbne deres egen kagebutik," fortæller Frank.

"Det er lidt flovt, at jeg først er begyndt på sproget nu," fortæller Kim. "Jeg har været på Gran Canaria i mere end 30 år, hvor min søster bor, men jeg taler ikke spansk. Så hørte jeg om dette kursus. Måske kunne jeg få sproget banket ind i bolden," griner Kim. "Jeg deltog faktisk også på holdet i november. Jeg ringede til Michael Friis fra 3F, som hjælper os med vores efteruddannelse, og spurgte, om jeg kunne tage kurset igen her i februar, og det kunne jeg godt. Men denne gang betaler jeg selv noget af det," fortæller Kim. "Jeg tilmeldte mig kurset i november for at få en lille pause fra arbejdspladsen, men så gik det op for mig, at jeg måske skulle lære noget og lytte. Så tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne tage kurset igen. Jeg går på pension om 1 år og 4 måneder, så måske tager jeg mere til Spanien."

Damian og Søren, dem Frank kalder stræberne, arbejder med at laste flyene og sørger for, at de er lastet med den rigtige vægt. "Jeg tager kurset, fordi jeg godt kan lide spansk. Jeg skal på ferie til Sydamerika om et par måneder, så det er fedt at kunne sproget lidt," fortæller Damian. Damian har også valgt at gå til eksamen i Spansk B. Kursisterne på holdet kan selv vælge, om de vil til eksamen eller ej. Damian vil gerne have Spansk B officielt, så han kan tage næste niveau eller bruge det til at læse videre en dag. Han og Søren har begge gået på gymnasiet. Søren havde faktisk Spansk B på gymnasiet, men det var tilbage i 1991. "Det er jo rimelig lang tid siden, og dengang brugte jeg måske mere energi på ikke at fejle og få en acceptabel karakter, end på at lære noget. Men her på holdet er der slet ikke det samme pres, og jeg har ikke alle de andre fag, jeg skal forholde mig til. Så bare det, at jeg slapper mere af, betyder, at jeg lærer mere, synes jeg," og så hjælper det jo på det, at Mette, vores lærer, er virkelig dygtig til at lære os sproget."

Alle 3F medlemmer med ret til selvvalgt uddanneslse er velkommende

Denne artikel om spansk-holder blev først bragt i 2019. Der er løbende spansk-hold på HF & VUC København - også for ansatte, der ikke arbejder i lufthavnen. I April 2024 færdiggjorde endnu et hold af 3F-medlemmer fra København. Kontakt Michael Friis fra 3F på michael.friis@3f.dk hvis du er nysgerrig på 6-ugers selvvalgt uddannelse, mens du er i arbejde.

Vil du vide mere

Læs om FVU og VUC Erhverv

;