Tre lærere fortæller, hvordan de laver online skole

27.03.2020

KBH SYD er ligesom så mange andre uddannelsesinstitutioner udfordrede af coronavirussens indtog i danskernes hverdag. Skolebygningerne er lukkede, men undervisningen fortsætter, og det kræver opfindsomhed fra undervisernes side. Heldigvis har alle lærere på KBH SYD arbejdet med google-sites som undervisningsplatform i et par år, men det er alligevel krævende at omstille sig og lave 100% fjernundervisning. Lærerne er generelt en gruppe kreative og innovative mennesker, og de har mødt udfordringen med stort gåpåmod. Vi har talt med tre af dem om, hvordan de takler undervisningen i en ny virkelighed.

Fareeha Masud er AVU-underviser i IT, matematik og engelsk og arbejder primært med tosprogede elever.
Jens Antoft er HF-underviser i geografi og matematik og arbejder meget med gennemførsel og trivsel.
Anne Jakshøj er HF-underviser og projektleder for HF Basecamp-uddannelsen for elever med en autismediagnose.

Hvad tænkte du, da du hørte, at statsminister Mette Frederiksen lukkede ned for de danske uddannelsesinstitutioner?

Jeg tænkte, det var ret voldsomt, og at det ville vende hverdagen på hovedet - både mig selv, men også mine elever. Lukningen rammer jo særligt den gruppe af elever, som har svært ved skolegangen i forvejen. Det var faktisk dem, jeg var mest bekymrede for. Jeg fokuserer meget på at fastholde eleverne i skolen og ved, at det betyder meget for den gruppe, at der er en lærer, der fysisk byder dem ind i klasseværelset om morgenen - og det skal vi jo være foruden nu.
Jeg tænkte, at nu ville det blive vigtigt at få skabt en struktureret hverdag for vores elever. Og det første jeg gjorde, var at gå ind og hente min arbejdstelefon, fordi jeg vidste, eleverne ville kontakte mig med spørgsmål - og det er vigtigt for mig at være tilgængelig for dem.
Jeg blev selvfølgelig bekymret ligesom alle andre, og jeg skrev en sød bemærkning til mine elever på WhatsApp, hvor jeg sagde, at selvom situationen er mærkelig, så er vi der sammen, og vi skal ikke holde op med at leve. Jeg har et hold elever, som jeg har cirka 18 lektioner om ugen, så jeg kender dem ret godt, og jeg ville gerne have, at de mærkede, at vi stadig er et hold.

Hvordan har din undervisning ændret sig?

I starten af skoleåret havde jeg faktisk ambitioner om at skulle bruge nogle nye digitale programmer i undervisningen i 2020 - men det var ligesom ikke sket. Så jeg tænkte, at det her var en super god mulighed for at komme i gang. Jeg bruger platformen Flipgrid, hvor eleverne og jeg kan lave videoer, som vi kan give hinanden feedback på. Derudover har jeg hele tiden brugt et program, der hedder “Mentimeter”, som er et slags interaktivt powerpoint, hvor jeg kan lave nogle slides, som eleverne kan interagere med. Og det bruger jeg selvfølgelig også nu. Eksempelvis kan jeg lave en “ordsky”, hvor jeg beder eleverne skrive fem ord, som de forbinder med ordet “klima”. Hvis elevernes svar går igen hos de andre, popper ordet op i midten og bliver til en sky. Det er ret fedt, synes jeg, fordi det kræver, at eleverne reflekterer over det oplæg, jeg har holdt.
Mine elever er tosprogede, og de fleste af dem har børn, så der kan nemt opstå nogle udfordringer, og derfor prøver jeg at gøre det så normalt som overhovedet muligt ved at bruge de programmer, de er vant til. Eksempelvis laver jeg videovejledning til de opgaver jeg giver eleverne, og de videoer oploader jeg til Google Classroom, og hvis de så har svært ved opgaverne alligevel, så mødes jeg dagligt med kursisterne i Google Meet, så jeg kan hjælpe dem videre. Derudover har vi en WhatsApp-gruppebesked på holdet, som vi bruger meget. Inden coronavirussen brugte jeg den meget i engelsk-faget sådan, at jeg læste en tekst højt for eleverne, så de kunne høre udtalen. Så fik de til opgave, at optage sig selv, mens de gentager teksten og øver sig i udtalen og den lydfil uploader de så i gruppen, hvor jeg så giver feedback. Så den form kender de, og det fortsætter vi med, som vi plejer.
Vi bruger Google Meet (red. virtuel mødeform som skype) fuldstændig fast nu. Klassen mødes i Meet klokken 9.00 og så igen kl. 12.00. Så matematiklæreren laver eksempelvis et live videooplæg og lægger så opgaverne ud. Så sidder eleverne hver for sig og arbejder, og hvis de har spørgsmål, kan de logge ind på Google Meet igen - og der sidder læreren altid klar til at hjælpe i det skemalagte tidsrum.
Anne sidder klar til at tale med eleverne, når de har brug for det.


Hvad har du gjort for at bevare kontakten med dine elever?

Jeg bruger min arbejdstelefon meget og har meldt ud til eleverne, at min telefon er åben fra kl. 8.00 til kl. 20.00, og at de altid må sende en sms, hvis der er noget. Og så prøver jeg bare på at vedligeholde relationerne, fordi jeg tror på, at det er det, der skal få os godt igennem det her. Jeg sidder klar med mit morgenhår i Google Meet med kameraet tændt - også selvom eleverne ikke har lyst til at have deres tændt. De skal kunne se mig og mærke mig, for jeg tror, det er vigtigt at vise, at vi giver noget ekstra af os selv som lærere i den.
Det gælder om at snakke med dem, bede dem om at give input, lave præsentationer og give feedback til mig. Jeg forsøger at tilrettelægge kravene til den virkelighed, vi har lige nu, men jeg tror, det er vigtigt, at de blive aktiverede. Og så prøver jeg generelt på at have nogle uformelle snakke med eleverne, når der er tid til det, men det er klart, at det ikke er lige så naturligt som før.
Vi bruger WhatsApp rigtig meget, og vi sender mange smileys - og de giver faktisk virkelig meget. Normalt kunne jeg sagtens finde på at give mine elever et knus, og det kan jeg jo ikke nu, så jeg bruger smileys meget, fordi de skaber noget uformelt og hyggeligt, som jeg tror er vigtigt lige nu.
Fareeha bruger beskedappen "WhatsApp" til at holde humøret oppe hos sine kursister.

Hvordan tager dine elever imod den store omvæltning?

Jeg synes, eleverne er seje. Jeg har sagt til dem, at de skal gøre det så godt, de kan, for jeg ved, at rigtig mange har børn derhjemme. Jeg har givet dem lidt lettere opgaver og lidt længere tid til at aflevere dem. De har afleveret alt indtil videre, så jeg er meget stolt af dem.
Vi har et ritual med klassen, hvor vi tjekker ind i og ud af dagen ved at angive med en terning, hvordan vi har det (1: bunden - 6: helt i toppen), og det gør vi også virtuelt nu her på chatten. Det plejer at ligge ret højt, men der må jeg jo sige, at gennemsnittet ligger lavere nu. Så eleverne synes ikke det er fedt, men på trods af det, så hænger de i og deltager. Det er mega sejt. Og så er der jo også nogle af vores elever, som deltager meget mere nu, end de har kunnet før, fordi de har svært ved det med at være sammen med mange mennesker. Og det har været et stort lyspunkt i denne her ellers mærkelige tid. Så der tænker jeg virkelig over, at der er nogle værktøjer, som vi skal blive ved med at bruge, når vi vender tilbage til normalen.
Det er selvfølgelig virkelig en udfordring for mange af eleverne, ligesom det er for os. Men nogle gange er det også ret fedt. Eksempelvis har jeg lige lært, hvad fænomenet “Rick Rolled” er. Den anden dag var jeg ved at forklare, hvad “jetstrøm” er, og derfor havde jeg delt min skærm med hele klassen i Google Meet. Mens jeg var i gang, var der så en af eleverne, der skrev, at han havde fundet en video, som forklarede det super godt. Jeg bad ham sende linket til os alle og trykkede så på det. I stedet for en forklaring af “jetstrøm” kom jeg ind på en musikvideo for Rick Astleys “Never Gonna Give You Up” som spillede super højt. Og så var de allesammen ved at dø af grin. Så der er heldigvis stadig plads til det gode humør og fællesskabet. Og det skal der også være.
Der er også plads til det gode humør, når Jens underviser eleverne virtuelt.
KBH SYD lærerne giver aldrig op på deres elever ;-)