Tasia læser HF-enkeltfag - så børn, job og liv kan passe sammen

28.10.2020
Tasia er 46 år gammel, har to børn, et job - og så læser hun HF-enkeltfag på HF & VUC København Syd. Læs, hvordan hele det kan lade sig gøre!

Mor, medarbejder - og snart student fra HF & VUC København Syd

Hvem er du, Tasia?
“Jeg er mor til to, jeg er 46 år gammel, og jeg har været selvstændig i rigtig mange år. Jeg valgte at skifte branche fuldstændig, og derfor tænkte jeg, at jeg ville læse en fuld HF”.

Hvorfor valgte du HF som enkeltfag - i stedet for at tage den 2-årige HF?
“Jeg valgte at gøre det på HF-enkeltfag, fordi jeg har børn, der skal hentes og bringes, og jeg har et job ved siden af. Jeg arbejder 18 timer om ugen, og hvis det skal fungere med børn, madlavning, indkøb, legeaftaler og skole, så var det en rigtig god ide at læse enkeltfag, så jeg selv kunne skræddersy mit skema".

Hvordan ser en uge ud for dig?
“For mig kan hverdagen godt være ret hektisk. Min uge består af arbejde, bringe børn, hente børn, lave madpakker, handle ind og så være på studierne. Og det, at jeg har valgt at læse et fag af gangen, betyder, at jeg kan arbejde om mandagen og om fredagen i dagtimerne og så har jeg lidt enkelt aftenarbejde der også. Og så er jeg her på studiet tirsdag, onsdag, torsdag. Det er faktisk en stor fordel at læse HF, mens børnene er små".

Vil du også selv bestemme over din tid, mens du læser HF?

Havde du nogle bekymringer inden du startede?
“Jeg var lidt nervøs for, at jeg ville være alderspræsident på HF. Men jeg har simpelthen bare fået så mange venner og veninder ud af det. Det har været så godt at gå på HF”.

Hvordan vil du beskrive dine medstuderende?
“Jeg synes, der er mange med drømme og håb, og som arbejder hårdt for at nå deres mål. Og det er super motiverende. Og aldersmæssigt er vi meget blandede! Det er alt lige fra elever, der kommer lige fra folkeskolen, til at jeg har mødt nogle som var i 50’erne, der læser HF”

Men hvad skal du bruge din HF til?
"Jeg har altid været meget glad for at arbejde med mennesker, så derfor har jeg også en drøm om at komme til at læse psykologi på Københavns Universitet. Og det kræver en udvidet HF, så derfor valgte jeg HF-enkeltfag”.

Tasia læser HF-enkeltfag på KBH SYD - og det betyder, hun selv bestemmer over sin tid.