Stjernestudent og ordblind

20.06.2017

Ordblindhed behøver ikke sætte en stopper for drømmen om en videregående uddannelse. Det er Jan Carlsen det perfekte eksempel på. Han er svært ordblind, men er netop blevet HF-student med et snit på 11,6. Han scorede endda 12 i skriftelig dansk. Han ser ikke sin ordblindhed som et problem mere. For han har de værktøjer, han skal bruge for at kunne klare sig akademisk. 

Jan fik hjælp til sin ordblindhed - og skal nu videre på universitetet

"Jeg var kørt fast før jeg startede på HF. Jeg arbejdede fuldtid i Netto. Jeg syntes egentlig, det var spændende nok, men ville gerne noget mere. Så en dag stod jeg i Netto og tænkte – gad vide om jeg kan komme ind og læse psykologi? Og så måtte jeg finde ud af, hvad det krævede - og det krævede så, at jeg tog en gymnasiel uddannelse," fortæller Jan.

Jan har hovedet rigtig godt skruet på, og har altid klaret sig godt i skolen - bare ikke i alle de skriftlige fag. For han er svært ordblind. Derfor er det alfa omega for ham, at han har mulighed for at bruge de rigtige værktøjer, så han ikke bliver hæmmet af sin ordblindhed, når han skal lære og bruge det han har lært aktivt. 

"Jeg har vidst, at jeg var ordblind siden 3. klasse. I alle de fag, hvor jeg ikke skulle skrive gik det godt, men ellers gik det virkelig dårligt. Jeg fik lidt læsehjælp i folkeskolen, men ellers var der ikke redskaber, som jeg kunne bruge."

De rigtige hjælpemidler til ordblinde

På KBH SYD får alle ordblinde de nødvendige It-værktøjer, der gør, at de kan følge med i timen.

"Da jeg startede her på HF blev jeg taget rigtig god imod. Der var forståelse for min ordblindhed med det samme. Især de sprogfaglige lærere har været rigtig gode til at hjælpe. Og det var været supergodt. Værktøjerne har været til at bruge i praksis. Vi startede med at få nogle introtimer til at lære ordblindeværktøjerne. Og lærerne har været meget gode til at tilpasse undervisningen, så man kan bruge værktøjerne." fortæller Jan.

På KBH SYD bruger de ordblinde som Jan bl.a. programmet: CDord. Det er et værktøj, der hjælper med at læse og skrive. Hvis man fx skriver et ord ind, så kommer den med ti forslag på ord det kunne ligne. Det læser også teksten op for eleven.

For Jan handler det med at være ordblind egentlig bare om at kende sine hjælpemidler. Som han siger: "Det er [IT-]værktøjer, jeg kommer til at bruge resten af mit liv."

Næste stop for Jan er psykologistudiet. Og CDord og andre IT-værktøjer, der hjælper ordblinde, vil være med ham hele vejen under studiet.