"Sport og bevægelse er et must, vi har jo krudt i røven"

25.01.2019
HF Sportklassen er i Hafniahallen, som er Danmarks nyeste sportshal med stort set alle sportsfaciliteter, en hel dag om ugen. Og her har de både undervisning og sport og bevægelse.

Skemaet siger sportshal 1-2 hele dagen om ugen

HF Sportklassen er i Hafnia-hallen, som er Danmarks nyeste sportshal med stort set alle sportsfaciliteter, en hel dag om ugen. Og her har de både undervisning og sport og bevægelse.

Edwin fra sportsklassen synes, at "der er vildt mange fede faciliteter, vi kan udnytte, og det er fedt, at vi ikke skal frem og tilbage mellem skolen og Hafnia-hallen, men at vi har en HEL dag i Hafnia-hallen, fordi vi har undervisningslokaler her. Det er virkelig fedt." I Hafniahallen er der bl.a. beachvolley-baner med sand, en kunstgræsbane, fitness og styrketræningscenter.

Pernille fra sportsklassen synes også, at det fedeste ved at gå i sportsklassen er de særlige muligheder, som de får, og som de andre klaser ikke får. "Vi er i Hafniahallen, hvor der er ALT, undtagen en svømmehal. Og så har vi været på skitur og på Gerlev idrætshøjskole". 

Hafnia-Hallen er den perfekte ramme for HF sport-klassen

Skoleskemaet i sportsklassen er tilrettelagt, så der er en eller to dage om ugen, hvor eleverne slet ikke møder op på skolen, men i stedet er i sportshallen Hafnia-hallen i Valby hele dagen. Det vækker glæde hos eleverne: "Når man har bevægelse og sport integreret i sin uddannelse så får man en bedre koncentration i sin skolegang, fordi der sker nogen andet, end at vi bare sidder ned. Det gør os mere motiverede," mener Pernille.

Morris fra sportsklassen synes også, det er fedt at få noget bevægelse med i sin hverdag, "fordi det passer også godt med min personlige livsstil. Det er super at vi får så meget bevægelse i det daglige."

Fællesskab gennem sport

Kombinationen af skolearbejde i klassen og sport har også betydning for, hvor stærkt fællesskabet er i klassen. Edwin mener, at der er mange i de andre klasser, der ikke deltager i idræt og derfor ikke rigtig kommer med ind i fællesskabet i klassen, "men det gør alle i vores klasse, fordi vi laver sport sammen og det er fedt at alle deltager."

Det er også noget Søren, der er primær lærer i sportsklassen kan mærke. Han oplever, at det at eleverne kommer op og bevæge sig og dyrke sport sammen ryster dem sammen som gruppe og fjerne det filter, der nogle gange er mellem elever. "Når de så har løbet rundt og spillet fodbold sammen eller heppet på hinanden når de løfter vægte, så kommer der smil på læben og humøret løftes hos alle. Det er noget af det helt særlige som sport og særligt holdsport kan", ifølge Søren.

Vi er mennesker med krudt i røven

Er der noget eleverne fra sportsklassen er helt enige om, så er det, at kombinationen af sport og traditionel skole-undervisning gør skoledagene mere overskuelige.

Line fra klassen synes, at noget af det bedste ved at være i Hafniahallen, er at det øger motivationen for at gå i skole generelt. "Vi er jo nogle mennesker med krudt i røven. Vi kan ikke sidde stille. Vi har brug for bevægelse i løbet af undervsiningstiden og det er så fedt, at vi får det her."

Pernille har det på samme måde. Hun fortæller, "Nogle gange sidder vi ned fra 8 til 17 i vores skema, og det synes jeg er meget lang tid, men når der kommer noget sport med ind i skemaet i løbet af dagen, så gør det dagen mere overskuelig. Det giver noget energi, at vi har brugt noget af formiddagen på sport, og det smitter af på min koncentration i timerne både før og efter, fordi jeg ved, at jeg ikke skal sidde ned hele dagen."

Morris synes endda, at det påvirker ham positivt i fritiden, at han har så meget bevægelse integreret i skoledagene. "Det påvirker mig i fritiden, fordi når man har dyrket sport, så får man noget dopamin til hjernen og det pepper hjernen lidt op og det påvirker hele min dag positivt – ikke kun i skoletiden, men også i min fritid bagefter."

Man behøver ikke at være sportsidiot

Der er intet krav om, at man skal være god til en sportsgren eller i specielt god form for at starte i sportsklassen. Alle kan tilmelde sig. Det vigtigste er, at man har lyst til sport og bevægelse. Selvom der er stor forskel på, hvor meget sport eleverne har dyrket inden de starter i klassen er det ingen hindring for at de ikke fungerer sammen, ifølge Søren. For eksempel har Edwin dyrket sport hele sit liv og tidligere været på landsholdet for amerikansk fodbold, mens både Pernille og Morris begge er drevet af en lyst til få mere sport ind i hverdagen og holde sig i gang fysisk i en hverdag, hvor det er svært at få tid til det hele. Både skole, arbejde, fritid med vennerne og motion. 

Line synes, at sportsklassen giver det optimale bud på en ungdomsuddannelse. "Jeg ville gerne have mere motion og sport ind i hverdag og det her var en optimal måde at få mere motion samtidig med, at jeg går i skole. Det er jo en win-win situation."

Læs mere om HF Sport

Tilmelding til HF Sport