Nyudklækket student: “Jeg troede, jeg var dum”

03.07.2019

Maj-Britt Tingvold Aaberg, som stod bag en af elevtalerne til dette års dimission, troede hun var dum. Det gjorde hendes gamle gymnasielærer nemlig klart for hende, igen og igen. Heldigvis fandt hun modet til at vende tilbage til skolen, og er nu indehaver af et flot bevis - og endnu vigtigere, erkendelsen af at hun bestemt ikke er dum. 

“Tusind tak for, at jeg har fået muligheden for at tale i dag. Nogle vil nok mene, det er en lidt letsindig beslutning, da jeg altid har meget på hjerte og sjældent holder det tilbage”.

Sådan startede 43-årige Maj-Britt Tingvold Aaberg sin tale den 28. juli til Amager-afdelingens dimission. Med den blå hue godt placeret i det lyse hår rejste Maj-Britt sig op foran lærere, administration, medkursister og nærmeste for at sige et par ord om de sidste par år på KBH SYD. 

Udstillet af læreren
“Når jeg ser tre år tilbage, ser jeg også tilbage på et andet menneske”, siger Maj-Britt i pavillionen på Amager, hvor festlighederne finder sted. Men det er ikke festlighed, hun husker, når hun tænker på dengang for tre år siden, da hun første gang trådte ind på skolens område. “Da jeg stod herude, fortrød jeg, for med mig i bevidstheden rungede min gamle lærers ord om, at jeg var dum”. 

Fra en tidlig alder nød Maj-Britt at gå i skole og drømte også allerede i folkeskolen om at blive psykolog. Men drømmen brast, da hun i gymnasiet mødte en lærer, der, højlydt og foran alle, gav udtryk for, at Maj-Britt var dum og uden boglige kompetencer. Gang på gang udstillede hun Maj-Britt, som til sidst begyndte at tro på underviserens ord. I så høj grad at Maj-Britt som 17-årig droppede ud af gymnasiet.

 

43-årige Maj-Britt troede, hun var for dum til at få en studenterhue på, men 26 år efter hun droppede ud af gymnasiet, satte hendes mand den på.

Svært i sociale sammenhænge
Ordene hang ved langt op i hendes voksenliv og gav genklang i mange afkroge af tilværelsen.

“Når jeg tog til fester, og folk spurgte mig, hvad jeg havde læst, eller hvad jeg arbejdede med, så var jeg bare stille. Jeg synes, det var vildt skamfuldt ikke at have en uddannelse”, husker hun. Den samme følelse gjorde sig gældende, da hun giftede sig ind i en veluddannet svigerfamilie, som talte et akademisk sprog, Maj-Britt ikke var vant til. 

Det hele kulminerede, da hun efter en del år i telebranchen blev ramt af stress. “Det var så hårdt, men det er måske det bedste, der nogensinde er sket for mig”, fortæller Maj-Britt. Hun bor i Sverige, og der udskrives samtaleterapi på recept - og det tvang hende til at dykke ned i de svære minder og selverkendelser. 

Hos psykologen fik hun rum til at reflektere over sine grumme gymnasietid, og lidt efter lidt blev idéen, om at Maj-Britt kunne vende tilbage til skolebænken, introduceret. 

Budt indenfor hos undervisere
Tilbage i pavillonen til dimissionsfesten fortsætter Maj-Britt sin fortælling om den svære genstart af skolelivet: 

“Min historie, eller hvordan jeg følte modet svigte, er næppe unik, og mange kan sikkert genkende den. Men jeg lærte hurtigt, at hvis man byder på sig selv, så bliver man hurtigt budt indenfor hos andre”.

Og nogle af dem hun blev budt indenfor hos, var underviserne Tina Slot Simonsen og Lea Gudmundsen. “Tina og Lea er sådan nogle, der møder folk, der hvor de er. Og som giver noget af sig selv. De relationer skabte en anden indgang til læring, og jeg fik pludselig en masse succesoplevelser”, fortæller hun. 

“Min skolegang blev redefineret. Jeg så mig selv i et helt andet lys. Og jeg sagde faktisk til min mand: “Det der med skole - det er måske mig alligevel”. Det var helt vildt”.

"Min skolegang blev redefineret. Jeg så mig selv i et helt andet lys. Og jeg sagde faktisk til min mand: “Det der med skole - det er måske mig alligevel”. Det var helt vildt", fortæller Maj-Britt, der, sammen med sin mand, har to døtre.

Psykologiuddannelsen venter
“Det er utrolig rørende at stå her, for jeg har lært så meget af alle de mennesker, der er her. Amager-afdelingen rummer i sandhed det mest fantastiske administrative personale - og uden sammenligning de mest fantastiske lærere. I er så passionerede, I brænder for jeres fag og for os kursister. Det kan godt være, at det er os, der har kæmpet, men I har gjort det muligt for os”, fortsætter Maj-Britt foran et hav af blå huer. 

Og Maj-Britt har kæmpet. På tre år har hun stykket en HF sammen af enkeltfag, som betyder, at den gamle drøm om at læse psykologi bliver en realitet efter sommerferien. Derfor er det også drømmene, som Maj-Britt slutter sin tale af med i pavillionen på Amager.

“Vov at satse på jer selv og andre. I er det værd, og I vil ikke fortryde det. Lad vores drømme få vinger og troen på drømmene og os selv vokse. Lad os gå ud og bryde mønstre, gå ud og tage verden - og indtage den. Må alle få den skønneste sommer! Og som Walt Disney sagde: “If you can dream it, you can do it!”.

“Det er utrolig rørende at stå her, for jeg har lært så meget af alle de mennesker, der er her. Amager-afdelingen rummer i sandhed det mest fantastiske administrative personale - og uden sammenligning de mest fantastiske lærere", fortæller Maj-Britt i sin dimissionstale.