Nyt skoleblad: SOUTHSIDE

03.10.2019

Den 2. oktober udkom det første skoleblad i HF & VUC KBH SYDs historie. Bladet hedder SOUTHSIDE og blev fejret med bobler og snacks til release parties på både Amager- og Hvidovre-afdelingen, hvor alle på skolen var inviteret til festivitas.

 

“Tillykke med bladet! Det er det første skoleblad i skolens historie, og det er takket være jeres bidrag, at det kunne lade sig gøre. Husk, at her er JERES blad, og I bestemmer alt det, der kommer i det. Vi er så stolte og imponerede over alt det, I har skrevet, og vi har endda mere indhold, som kommer med i næste udgave”.

Sådan lød det fra en meget smilende lærer, Anne Sejrskild, som holdt tale til release party på Amager-afdelingen med det nye skoleblad i hånden.

Bladet er skrevet af skolens elever til skolens elever, og derfor er det propfyldt med det, der fylder i livet, når man studerer. Og ligesom skolen selv, præges bladet af mangfoldighed: Bladet indeholder alt lige fra fotoreportager, interviews og artikler til sudoku, tegninger, digte og noveller. 

Bladets titel blev skabt i toget
Det er en gruppe af skolens lærere, der har startet projektet, som heldigvis er blevet taget godt imod af eleverne. Lærerne har modtaget i omegnen af tredive bidrag, som udgør bladets indhold. Og det er ikke kun bladets indhold, der er lavet af eleverne - også titlen “SOUTHSIDE” er skabt af en elev! På skolens Instagram-profil, @kbh_syd, blev der efterspurgt idéer til en titel, og her væltede det ind med gode forslag, men det var eleven Ranya, der stjal redaktionens hjerter med sin idé.

“Jeg fandt på SOUTHSIDE, da jeg sad i toget. Jeg tænkte på, at syd er “south” på engelsk, og så tænkte jeg på bladsider i et blad, og så kom jeg på “side”, fortæller Ranya fra 1.P, som blev belønnet for titlen, SOUTHSIDE, med nye høretelefoner til togturen.

Et skoleunivers er født - vil du være med?
Bladet er trykt, og ligger nu rundt omkring på de fleste fællesarealer på de to skoleafdelinger. Alle er velkomne til at tage et eksemplar og dykke ned i skoleuniverset, fortæller lærerne bag projektet. Og bliver man ligefrem fristet til selv at bidrage til næste udgave, kan man altid kontakte folkene bag SOUTHSIDE på skoleblad@kbhsyd.dk

Fremover er det håbet, at SOUTHSIDE kan udkomme 3-4 gange om året med skønt elevindhold.