Ny Amager-skole: Elevråd overrækker invitation til borgmester

06.08.2020

Den 21. august holder KBH SYD officiel indvielse på den nye skole på Amager Strandvej. Derfor var elevrådet for nylig på besøg på Rådhuset for at invitere borgmester Allan S. Andersen til den store dag.

"Vi var deroppe for at invitere ham officielt, og det var super hyggeligt at møde ham", siger Lærke Blendstrup, elevrådsformand på Amager Strand-afdelingen.

Det sidste år er der blevet arbejdet hårdt på at bygge en ny moderne skole på Amager Strandvej 390 - og nu står den altså klar til at byde en stor elevgruppe velkommen mandag den 10. august. Men selvom skolen fyldes med liv og læring fra mandag, skal skolen naturligvis åbnes helt officielt til en stor fejring!

Den ære får borgmester Allan S. Andersen, når han den 21. august klipper den røde snor foran hele skolen.

"Han sagde, at selvfølgelig ville han det. Det er jo også en stor dag for lokalmiljøet, at skolen åbner", siger Lærke Blendstrup om borgmesterens reaktion.

Personligt glæder Lærke Blendstrup sig også. 

"Jeg er da beæret på skolens vegne over, at han kommer. Det er da fedt! Og så glæder jeg mig helt vildt til at komme rigtigt tilbage på en fysisk skole ovenpå corona-krisen sidste semester", fortæller hun.

En festdag

Den officielle indvielse finder sted på den nye skole på Amager Strandvej 390, 2770 Kastrup, og alle nysgerrige Amagerkanere er inviterede til reception klokken 12.00.

Dagen byder på fællessang, taler, fadøl, drinks og grill! Og hvis man er meget interesseret, vil det også være muligt med en rundvisning.