Når medborgerskabet giver pote

20.06.2019
KBH SYD arbejder aktivt på at få medborgerskab ind i undervisningen, og det er lykkes for AVU-læreren, Mika Ito Bruun, som i dansk har givet kursisterne til opgave at lave to interviews. AVU-kursisten, Lütfiye, og hendes holdkammerater har skrevet nogle flotte opgaver, og så har de ovenikøbet fået nye bekendtskaber i processen.

“Det var en god opgave, fordi jeg mødte så mange søde mennesker, og jeg kunne øve at snakke dansk", fortæller Lütfiye.

Medborgerskab i undervisningen giver gode opgaver

Lütfiye, Gulcan og de andre kursister på AVU har i dansk været ude og lave to interviews: et med en ung og et med en ældre borger. Det eneste krav til opgaven var, at deres interviewpersoner skulle være født i Danmark, og at interviewene skulle omhandle det.

Lütfiye synes, at danskerne kan være svære at komme ind på og i kontakt med, og man kunne derfor tænke, at dette var en utrolig svær opgave at stille kursisterne. Kursisterne lod sig dog ikke hindre! Lütfiye og hendes holdkammerater tog opgaven til sig med masser af gåpåmod - de har nemlig været utrolig kreative i deres jagt på folk, som de kunne interviewe.

Den kreative tilgang blev mødt med stor positivitet og medborgerskab

Lütfiye forsøgte i første omgang at finde unge interviewpersoner på forskellige stationer, fordi hun tænkte, at der ville det være nemmere at komme i kontakt med det yngre publikum. “Unge mennesker kan være svære at finde, fordi de har så travlt”, fortæller Lütfiye. Ønsket om at skrive så god en opgave som muligt gjorde, at hun ikke lod sig hindre af de afvisninger, hun fik, fordi de unge havde for travlt til et interview. Lütfiye skiftede strategi og ville nu finde de unge, der hvor de havde mere tid. Hun tog ind til byen for at finde en café, hvor hun måske kunne fange det unge segment. Ved et tilfælde kom hun forbi et loppemarked, som blev afholdt af en masse yngre mennesker, så hun gik derfor derhen og kiggede, både for at shoppe, men også med henblik på at snakke med nogle. Da hun købte en jakke af en ung kvinde, greb hun chancen, og spurgte den unge kvinde, om hun måtte interviewe hende, og det måtte hun heldigvis gerne. Lütfiye og hendes medkursister sprang bestemt ikke over, hvor gærdet var lavest med denne opgave.

Opgaven gav også anledning til at øve det danske sprog

Plejehjem, cafeer og naboer blev taget i brug i kursisternes søgen på et godt interview, og det har resulteret i en masse virkelig gode opgaver. Og måske endnu vigtigere end det har holdet fået aktiveret deres danskkundskaber. Det bekræfter Gulcan, som ligesom Lütfiye er AVU-kursist: “Det var en god opgave, fordi man skulle snakke en masse dansk”.

Gulcan, Lütfiye og deres holdkammerater har været meget åbne i deres søgen efter mennesker, de kunne interviewe og responsen fra dem, de mødte, har derfor været positiv. Flere af kursisterne blev inviteret med hjem til kaffe, de har fået nye venner, blevet tættere med naboer og så har de mødt en masse nye søde mennesker. Med denne opgave har Gulcan og Lütfiye sammen med deres hold, muligvis uden at vide det, taget medborgerskabet til sig og bragt det med ud i samfundet. Ved at gøre dette har menneskene på deres vej også åbnet sig og taget positivt imod kursisterne.

Læs mere om Medborgerskab på KBH SYD