Mere IT baseret undervisning fra i år

09.09.2016
KBH SYD har ved årets skolestart indført mere it-baseret undervisning. Flere e-bogsmaterialer, alle hold følger et undervisningsforløb via et google-site på nettet, og kursisterne skal selv medbringe computer eller tablets til undervisningen både på HF-niveau og AVU-niveau.

H.C. Andersens eventyr er nu på Google-site 

Skolens beslutning om at kursisterne selv har ansvar for at medbringe computer eller tablets har bekymret en del lærere, som var nervøse for om alle kursister ville have mulighed for det. Skolen har derfor indført mulighed for at man kan søge om en ’lånecomputer’ på skolen. Men det har vist sig, at meget få kursister har haft behov for at udnytte den mulighed. Nogle har lånt af familiemedlemmer og nogle har været ude og investere i en tablet selv, men det er meget få. Langt de fleste havde selv en computer eller tablet de kunne medbringe. Tablets bliver brugt mere end forventet, men det virker fint og kursisterne sætter tastatur til tabletten og så fungerer den lige så godt som en computer.

Ønske om flere ressourcer til at introducere kursisterne i logins 

Susanne Lange, der underviser basisholdet i dansk, var forberedt på, at der ville gå nogle dage eller uger, før alle kursister havde styr på computere og logins, men hun er overrasket over, hvor hurtigt hele holdet er oppe at køre it-mæssigt. På basisholdet, der startede op d. 10. august med 22 kursister har det de første par uger handlet rigtig meget om passwords, logins, installationer og at finde de rigtige links til undervisningsmaterialet. Susanne har mange gange ønsket, at der var afsat endnu flere ressourcer til at introducere alle kursister bedre i, hvordan de får fat i deres forskellige logins. Det har dog været en stor hjælp, at skolen har hyret 5 ekstra it medhjælpere, der har kunnet hjælpe både os lærere og kursisterne i de første par uger. ”Men nu er det hele allerede meget nemmere. Alle kursister logger på lige når undervisningen starter og er inde på teksten på mit google-site i løbet af få minutter. Og så er det hele dér. Det er bare så smart” fortæller Susanne.

Kursisterne hjælper hinanden i IT

Susanne har været positivt overrasket over, hvor godt kursisterne har taget i mod den it-baserede undervisning. Fra dag ét tog de det helt naturligt at åbne computere i stedet for en bog, og det at læse på skærm blev bare accepteret. ”De har stille og roligt accepteret at bruge it i undervisningstimerne og telefonen bliver kun brugt som ordbog”. Kursisterne har samtidig været utrolig gode til at hjælpe hinanden med at logge på, og har vist hinanden hvordan man gør. Det har også været en del af deres læring i it-timerne, hvor Anders, der hjælper med it, hele tiden opfordrer til at man hjælper hinanden. 

Nu efter 4 uger er alle kursister hurtigt på og inde på Susannes google-site, hvor hun har planlagt et forløb om H.C. Andersens eventyr, folkeeventyr og artikler. 

Nervøs for at gå digitalt i undervisningen

Susanne indrømmer, at hun var nervøs over, hvordan kursisterne ville tage imod den digitale undervisning, og hun synes at det lød voldsomt dengang i foråret, hvor det blev meldt ud, at skolen skulle gå digitalt efter sommerferien. Men nu må hun indrømme, at det ”er faktisk sjovt at anvende Googlesite i undervisningen og anvende de mange funktioner der er i Google” og hun er allerede begyndt at arbejde med de videre forløb i google, som hendes kursister skal igennem.

Eleverne på basisholdet
Basisholdet med Susanne som lærer tager godt i mod Susannes site om HC Andersen