Line gik fra 93 % fravær til 0 % fravær.

18.06.2018

Jeg vil gerne bevise over for mig selv, at jeg godt kan. Selvfølgelig er der da dage, hvor man ligger i sengen og tænker ”åh nej, ik i dag”, men jeg er typen, når jeg har rejst mig fra sengen, så kan jeg lige så godt komme op og komme i gang. Og så er der rart at vide, at man har noget at stå op til.

Line gik fra 93 % fravær til 0 % fravær.

Da Line sidste gang prøvede HF, syntes hun, det var meget hårde skoledage. Hun gik på en anden skolen dengang. ”De startede meget hårdt ud med det faglige, og samtidig flyttede jeg hjemmefra og fik mig en kæreste, der havde et barn, så jeg havde pludselig mange ting om ørerne. Jeg havde også en del veninder, der bare gik derhjemme. Nogle dage var det hyggeligere at gå derhjemme end at komme i skole,” fortæller Line. Med ét var det næsten alle dage, Line blev hjemme. Til sidst havde hun 93 % fravær. ”Og så blev skolen og jeg enige om, at jeg nok bare skulle stoppe på uddannelsen.”

Lavede problemer for mig selv

Line endte med at være væk fra studierne i halvandet år. ”Da jeg gik derhjemme havde jeg ikke nogle planer. Jeg følte tit, at det bare var endnu en dag i kalenderen, som jeg skulle fylde ud. Tit lavede jeg problemer for mig selv ved at gå hjemme, for det var nemmere at lave problemer, så havde jeg noget at tage mig til,” fortæller hun

”Til sidst tænkte jeg, ok, nu går det ikke mere”.

”Til sidst tænkte jeg, ok, nu går det ikke mere,” fortæller Line, og hun tilmeldte sig derfor Klar til HF her på HF & VUC København Syd. Denne gang skulle det være på hendes egne betingelser. "Sidste gang, jeg gik i skolen, var der pres fra familien, men denne her gang, sagde jeg til dem, at ”det skal jeg nok selv klare", altså finde ud hvornår, hvordan og hvorledes. Nu er det mit eget valg.”

Rart at gå i skole

”Jeg vil gerne bevise over for mig selv, at jeg godt kan. Selvfølgelig er der da dage, hvor jeg ligger i sengen og tænker ”åh nej, ik i dag”, men jeg er typen, når jeg har rejst mig fra sengen, så kan jeg lige så godt komme op og komme i gang. Og så er der rart at vide, at man har noget at stå op til, ” fortæller Line, der på Klar til HF har præsteret 0 % fravær. Det betyder, at hun har været i skole hver eneste dag.

Line er klar til at vise, hvad hun kan

Klar til HF har været den overgang til HF, som Line havde brug for. ”Vi er ikke så mange på holdet, og det faglige er måske ikke helt så hårdt som på HF”, fortæller Line. På den måde forbereder hun sig gradvist på det arbejdspres, der kommer på den 2-årige HF, uden at knække halsen på lektierne. ”Og de lærere, vi har nu”, fortæller Line, ”er også rigtige gode i forhold til dem, jeg havde sidst. Jeg er elendig til engelsk, men Bilonda, vores engelsklærer gør det sådan, at jeg sagtens kan følge med, og får mig til at tænke ”at jeg sagtens kan”. Jeg er også rigtig glad for Kathrine og Lotte, fortæller Line." 

Nu har jeg ambitioner og fremtidsplaner

Nu har Line læst i et halvt år på Klar til HF, og hun er blevet tilmeldt den 2-årige HF, hvor hun skal starte til sommer. ”Jeg har udviklet mig selv, og jeg er blevet 2 år ældre end sidst, jeg læste HF. Nu har jeg ambitioner og fremtidsplaner, og det betyder noget”, siger Line, som efter HF gerne vil læse videre til socialrådgiver. ”Det er dejligt, at jeg er blevet tilmeldt HF, for nu har jeg noget at se frem til i sommerferien,” afslutter hun.

Vil du gå på Klar til HF?

Læs mere om Klar til HF her