Lene fik endelig adgang til SOSU-skolen med Broen til EUD

24.01.2017
Lene er 58 år, blev HF-student i 1977, så det er rigtig mange år siden, at hun har siddet på skolebænken. Ud over sit 10-tal i matematik scorede hun 12 i både samfundsfag og engelsk og 7 i dansk.

Jeg skulle bare have et 2-tal i matematik for at komme ind på SOSU-skolen og så fik jeg et 10-tal

Lene manglede et 2-tal i matematik

”Jeg skulle bare have et 2-tal i matematik for at komme ind på SOSU-skolen og så fik jeg et 10-tal”. Lene Kastholm griner over sin egen succes i matematik og beder mig om at huske at rose vores matematiklærer Lykke Nielsen. Det får hun sagt 3 gange, mens vi taler i telefon i 10 minutter, for hun var vild med sine dejlige, fantastiske lærere, særligt Lykke.

På SOSU-skolen i Brøndby efter VUC

Lene læste på Broen til EUD-pakken på KBH SYD HF & VUC i foråret i år, og nu har hun sagt ja til at fortælle om, hvorda det er gået hende siden eksamen i sommer. Hun går nu på SOSU-skolen i Brøndby og mangler kun en enkel eksamen for at komme videre på sin elevplads.

Drømmejobbet er realistisk nu

Lene vil gerne arbejde på et plejehjem. Hun drømmer om at gøre en forskel for ældre mennesker, hjælpe til med det praktiske i hverdagen og sludre med dem, når det er det, der er behov for. Men uden matematik var det ikke muligt at komme ind på SOSU-skolen. Lysten til at komme videre mod drømmejobbet pressede dog så meget på, at Lene undersøgte mulighederne og startede på Broen til EUD på KBH SYD HF & VUC sidste vinter. På det tidspunkt havde hun brugt 5 år på diverse kurser og møder med systemet, og det var et nyttejob på et plejehjem, der fik hendes øjne op for den nye drøm om et arbejde i en ny branche. Tidligere har Lene altid siddet på kontor i en form for administrativ stilling.

Tilbage på skolebænken efter næsten 35 år i arbejde

Lene er 58 år og blev HF-student i 1977, så det er rigtig mange år siden, at hun har siddet på skolebænken. Hun har arbejdet hele sit liv indtil hun i 2011 fik en kollega med spidse albuer, og så blev Lene afskediget efter 18 år. Før det havde Lene arbejdet 12 år i post- og telegrafvæsnet som administrativ. Så det var noget af en omvæltning at skulle være skoleelev igen og være i en klasse med mange unge, hvoraf nogle larmede en del. Til gengæld morer hun sig kosteligt over at få ungdomskort til DBS i en alder af 58.

”Jeg var nok alderspræsident i klassen, men jeg havde det meget godt med de unge. Jeg sad ved siden af en fyr på 21”, fortæller Lene. Det viste sig, at det fungerede fint for hende på KBH SYD til trods for aldersforskellen, og hun oplevede flere gange at få respekt i kraft af sin alder, men også på grund af sin meget direkte væremåde over for de unge, ”jeg sagde bare, ’prøv lige at tie stille og høre efter’, jeg siger jo tingene som de er, og så gjorde de det”, fortæller hun.

Succees med to 12-taller på Broen til EUD

Nu skal naturfagseksamen overstås på SOSU-skolen, og selvom det gør Lene lidt nervøs, så er hun ved godt mod, for ”jeg skal jo bare have et 2-tal, og når jeg først kommer i gang med at tale, så går det godt, det ved jeg jo nu”. Selvtilliden har helt sikkert fået et nøk opad efter de flotte karakterer på VUC. Ud over sit 10-tal i matematik scorede hun 12 i både samfundsfag og engelsk og 7 i dansk. Hun mener selv, at det er lærerne Martin, Salma, Marim og selvfølgelig Lykke, hun kan takke for de gode karakterer, men alle lærerne vil sige, at læring kun er egen fortjeneste, så det kan Lene godt begynde at takke sig selv for.

Lene har allerede fået tilbudt to forskellige elevpladser som SOSU-hjælper og har sagt ja til Hvidovre kommune. Så nu er der ikke særlig langt til drømmejobbet.