Læs kinesisk som E-learning, og forbered dig på en globaliseret verden

11.12.2019
Kinesisk er et af de nye sprogfag, som KBH SYD udbyder som fag på e-learning.

HF & VUC KBH SYD udbyder nyt sprogfag på E-learning: Kinesisk! Lærer Alice Yang Andersen står for undervisningen i et fag, der træner eleverne i at tænke anderledes - og åbner dørene for spændende jobmuligheder.

“Det er jo et meget anderledes sprog end dansk - og det er måske også det, der gør det så sjovt. Man udvikler hjernen, fordi man skal tænke på en anden måde, end man er vant til”, siger Alice Yang Andersen, som i år er blevet ansat til at undervise i kinesisk på HF-niveau.

KBH SYD har nemlig oprustet på den sproglige front: Det er vigtigt at forberede eleverne på de jobmuligheder, der indebærer globale samarbejder, mener pædagogisk leder Claus Jessen. 

Mere fleksibilitet og mindre grammatik 

På KBH SYD er kinesisk indtil videre udbudt som et E-learning-fag, og det betyder, at fleksibiliteten i undervisningen er i højsædet - eleven skal ikke møde op uge efter uge. Alligevel er det sproglige aspekt af faget noget af det, der prioriteres mest.

“Der er ikke så meget grammatik at lære, og det er faktisk derfor, at der er mange, der synes, at det er lettere at lære kinesisk end eksempelvis tysk. På kinesisk bøjer man ikke udsagnsord - man siger “I går løber jeg”, i stedet for “I går løb jeg””, siger Alice Yang Andersen, som har undervist i kinesisk i 14 år.

Alligevel er der nok at tage sig til. Tonerne er betydningsadskillende, hvilket vil sige, at det samme ord kan have fire forskellige betydninger - alt efter hvilken tone, det udtales med. 

“Hvis man siger “ba” med anden tone, betyder det “at hive noget”, mens “ba” udtalt med tredje tone betyder “afføring”, og “ba” med fjerde tone betyder “far””, forklarer Alice Yang Andersen.

Men hvordan kvalitetssikrer man et sprogligt fag, hvor toner og lyde er så essentielle - når undervisningen er virtuel og elev og lærer ikke mødes regelmæssigt?

“Eleverne sender lydfiler til mig, og jeg giver dem mundtlig feedback tilbage. Nogle gange ringer jeg eller holder “google hangout møde”, som er ligesom skype. Så taler vi sammen - så jeg kan høre, hvordan det går med udtalen”, siger hun og pointerer, at hun særligt prioriterer kontakten i starten, så den studerende kommer godt på vej.

Hør Alice' hilsen på kinesisk!

Det kinesiske sprog kan åbne døre til spændende jobs

Kinesisk på B-niveau kan være en vigtig brik i vejen mod studenterhuen, men det kan også være de første spæde skridt mod en fremtid med spændende jobmuligheder.

Underviser Alice Yang oplever, at drømmen om en international karriere er motiverende for de elever, hun gennem tiden har undervist. At kunne tale kinesisk kan skabe muligheder for jobs, hvor et samarbejde med Kina er omdrejningspunktet. 

Pædagogisk leder for E-learning Claus Seidelin Jessen er både stolt af og glad for tilføjelsen af det nye sprogfag. Og med tanke på en verden, der til stadighed bliver mere og mere globaliseret, mener han også, at tilføjelsen ligefrem er sund fornuft:

“I et samarbejde over grænser må vi indse, at andre lande nok ikke kan, eller vil lære, dansk. Derfor må vi se på de store sproggrupper, som vi så må lære. Vi har i mange år som en helt naturlig ting haft engelsk, men efterhånden som verden bliver mindre, må vi også tænke på andre sprogområder”, siger han.

E-learning sprogfag på KBH SYD

  • KBH SYD udbyder:

    • Arabisk (B- og A-niveau)
    • Tyrkisk (B-niveau)
    • Spansk (B-niveau)
    • Italiensk (B-niveau)
    • Engelsk (B- og C-niveau)
    • Tysk (AVU: G-niveau)

Interesseret i at læse fag på E-learning? Læs om alle de fag, vi udbyder eller tag en snak med vores søde medarbejdere i E-learning-centret.