Kursister kan få hjælp til eksaminer alle hverdage

04.06.2019
Alle kursister på KBH SYD kan komme til læseferiecafé på Hvidovre-afdelingen i hverdagene fra 9.00-14.00. Undervisere Luise Ralfkiær og Nikolaj Jack vil nemlig hjælpe med alt fra struktur til vejrtrækningsøvelser.

Alle kursister på KBH SYD kan komme til læseferiecafé på Hvidovre-afdelingen i hverdagene fra 9.00-14.00. Undervisere Luise Ralfkiær og Nikolaj Jack vil nemlig hjælpe med alt fra struktur til vejrtrækningsøvelser.

Da HF-lærer Nikolaj Jack gik i gymnasiet, var faget oldtidskundskab ikke favoritten, og derfor leverede han heller ikke ligefrem en jubelscene, da han til den afsluttende eksamen trak det ellers så kulørte emne - vikingernes møntsystem.

Nikolaj kender altså godt til det der med at være nervøs op til en eksamen. Og sammen med Luise Ralfkiær, der også underviser på HF, har han sat sig for at hjælpe de kursister, der står i selvsamme situation.

"Det kan være super godt at komme et sted, hvor der altid er nogen, man kan spørge om hjælp", fortæller Nikolaj, som sammen med Luise står for læseferiecaféen på Hvidovre-afdelingen.

Et sted hvor du altid kan få hjælp
Ifølge Nikolaj sidder mange kursister derhjemme og forsøger sig med eksamensoplæg og noter uden helt at føle, at de kommer nogen vegne. “Og så kan det bare være super godt at komme et sted, hvor der altid er nogen, man kan spørge om hjælp”.

I hverdagene fra 9.00-14.00 er der altid en lærer tilstede i lokalet 100A, Solen, hvor læseferiecaféen afholdes. Klokken 9.00 serveres der rundstykker og kaffe, og derefter hjælper underviserne kursisterne med alt lige fra indhold og struktur til træning af deres eksamensoplæg. Men der er også plads til en snak om, hvad det lige præcis er, den der nervøsitet gør ved én - og hvordan man kan få bedre styr på den. Blandt andet gennem vejrtrækningsøvelser.

“Det handler rigtig meget om kropssprog. Altså hvordan man som kursist kommer ind i eksamenslokalet. Det gælder blandt andet om lige at sætte sig ned, få en god dyb indånding og lægge sine ting ned, så man har overblik over dem”, fortæller Nikolaj. “Så er der nemlig overskud til at fokusere på stoffet”.

Dan dig et overblik - også over ældgamle møntsystemer
Tilbage i Nikolajs gymnasietid faldt emnet altså på vikingernes møntsystem. Og selvom Nikolaj slet ikke havde læst op på emnet, lod han sig ikke slå ud, da læreren spurgte til værdien af en specifik mønt.

“Jeg svarede friskt: “Det må vel være lige omkring en 5’er””, husker han. Men på trods af entusiasmen blev hverken lærer eller censor særligt imponerede. Faktisk dumpede de ham.

“Det svar var helt skævt! Jeg havde slet ikke forberedt mig. Men nu ved jeg jo, at man altid skal danne sig et overblik over emnerne. Man kan ikke altid læse det hele, men hvis man danner sig et overblik, er det meget nemmere at gå til”.