KBH SYD vil træne kursisterne i den gode debat

29.05.2019
Lærerne mener, det er en del af skolens ansvar at sikre, at kursisterne er klædt på til at deltage i samfundsdebatten.

På “Klar til HF” hos HF & VUC KBH SYD har lærerne skabt et forløb, der skal dygtiggøre kursisterne i at debattere. Ifølge lærerne er det nemlig en del af skolens ansvar at sikre, at kursisterne er klædt på til at deltage i samfundsdebatten.

På storskærmen kører et af de mere omtalte TV-klip fra valgkampen - nemlig Aftenshowets interview med blandt andre tidligere partiformand Mimi Jakobsen og stifteren af Stram Kurs, Rasmus Paludan. Bølgerne går højt i diskussionen mellem de to, og kulminerer, da Rasmus Paludan kalder Mimi Jakobsen for et “nazi-svin”. Og det bliver afsættet for et debatforløb på KBH SYD, for er det sådan, den gode debat ser ud?

Kursisterne har i undervisningen lagt vægt på, hvilke kriterier, de synes, der skal til, før man kan kalde en debat god. Her har respekt for andres meninger fyldt meget.

Debat handler om respekt og forståelse
I løbet af fire dage har kursisterne, gennem et tværfagligt forløb med dansk og samfundsfag, trænet argumentationsmusklerne og ikke mindst reflekteret over, hvordan man bedst agerer i en debat.

“Var det her en god debat?”, spørger samfundfagslærer Emil Cornelis i kølvandet på klippet fra Aftenshowet. “Jeg synes ikke, den var god”, svarer en af kursisterne. “Paludan har ikke belæg for det, han siger, og han svarer ikke på det, intervieweren spørger om”. Der bliver nikket rundt omkring, og en anden supplerer:
“Han er meget provokerende. Man kan se, han bliver sur og sikkert tænker: “Nu skal hun bare have”, og det er ikke særlig godt i en debat”.

Undervejs i forløbet har kursisterne øvet sig i at researche synspunkter, indtage forskellige positioner i en debat, og i at opbygge et argument. Men det der har fyldt mest, har været dialogen om, hvad der gør en god debat. Her blev der lagt vægt på kriterier som gensidig respekt, at holde sig til fakta frem for følelser og at lytte for at forstå - selv når man er meget uenig.

"Det er ret fedt, at det ligger her op til folketingsvalget, for så bliver det ekstra relevant for os", fortæller eleverne Mahdi og Benjamin.

Skolen har et ansvar for at klæde elever godt på til debat
Tilbage i klassen giver kursisterne udtryk for, at det har været fedt selv at få lov til at debattere, og at de er blevet mere nysgerrige på samfundsdebatten. “Emil er god til at forklare, og det giver mig mere lyst til at følge med i, hvad der sker i samfundet”, fortæller Mahdi, som er begyndt at se “Debatten” på DR2 om aftenen. Hans holdkammerat Benjamin tilføjer: “Det er også ret fedt, at det ligger her op til folketingsvalget, for så bliver det ekstra relevant for os”.

Forløbet udspringer af kursisternes eget ønske om at øve sig i at debattere. Det fortæller projektleder Simone Ibiyemi Hagensen. “Det er jo virkelig en demokratisk grundkompetence, som vi selvfølgelig gerne vil give kursisterne med på vejen”, tilføjer hun.

Ifølge hende er tonen i den offentlige debat blevet for hård, og som uddannelsesinstitution mener hun, at KBH SYD har et ansvar for at undervise i, hvordan en god debat ser ud. Emil og hans kollega Lotte Hansen nikker og roser de unge for at gå helhjertet ind i forløbet.

“De har været så seje!”, fortæller Simone. “Vi håber jo, at kursisterne tager det her med ud i verden, og at de fortsat er lige så nysgerrige der, som vi oplever dem her”.

“Det er jo virkelig en demokratisk grundkompetence, som vi selvfølgelig gerne vil give eleverne med på vejen”, fortæller projektleder Simone Ibiyemi Hagesen om kunsten at debattere.