Hvordan er det egentlig at læse HF som e-learning?

28.07.2017

Hvordan er det egentlig at læse HF, når det hele foregår online?

Det får du en idé om, hvis du læser e-learningskursist Simones historie - og du får svar på nogle af de spørgsmål, du måske sidder med.

Hvad var din forventning før du startede på HF e-learning?

"Min forventninger før jeg startede, var at det ville være meget nemt. Og fordi det var e-learning, kun jeg bare lave det om aftenen, når jeg havde lyst. Men jeg fandt rigtig hurtigt ud af, at jeg skulle være systematisk - og at jeg skulle være meget opsøgende i mit arbejde. Google har virkelig været min bedste ven, for man kan jo ikke skrive til lærerne hele tiden."

Hvorfor valgte du HF e-learning?

"Det er 10 år siden jeg gik ud af folkeskolen. Dengang var jeg ikke moden til at gå i skole, selvom jeg var rimelig dygtig. Jeg pjækkede for meget. Og jeg havde slet ikke lyst til at gå videre på gymnasiet. Jeg blev derfor uddannet frisør. Det tog jeg lige efter folkeskolen.

Fordi jeg fik en læreplads flyttede jeg fra Aalborg til København i en alder af bare 16 år. Jeg var helt alene i storbyen. Det modnede mig og jeg fik hurtigt meget ansvar. Da den salon jeg arbejdede på gik konkurs, efter jeg havde været ansat i 7 år, fandt jeg ud af, at det nok var mine kolleger, jeg var glade for - og ikke frisørfaget. Jeg ville derfor gerne videre, men ligegyldigt hvilken uddannelse, jeg kiggede på, skulle jeg have en HF eller i hvert fald nogle af fagene for at komme ind.

Jeg valgte HF e-learning af to grunde. For det første fordi jeg gerne ville arbejde ved siden af. Jeg kunne ikke overskue at skulle 100% på SU. Men det endte faktisk med, at jeg stoppede på mit arbejde. Nu er jeg blevet fuldtids e-learningskursist. Jeg har taget de første fire fag (dem, der går ind under pædagogpakken) dansk, samfundsfag og psykologi engelsk.

Den anden grund er, at jeg er mega-b-menneske. Så jeg laver alle min lektier om natten. Derfor ville jeg gerne selv kunne bestemme over min tid. Det kan man netop med e-learning. "

Hvad synes du, er fordelene ved at læse HF som e-learning?

"Der er rigtig mange fordele ved at læse HF som e-learning. Men det kræver nok, at man er en type, der godt kan lide at gøre tingene selv. Den største fordel er jo nok, at man selv kan tilrettelægge sin tid.

En anden fordel er, af at man tager fagene på kort tid. Når man skal til eksamen, så kan man huske det hele. Særligt på halvårsholdene, kan man huske alting, som var det i går.

En tredje fordel er, at næsten al information fra lærerne ligger på vores e-learningssites, så derfor er det online undervisningsmateriale meget struktureret. Man kan nemt finde materialerne, som man skal bruge. Det er også en fordel til eksamenerne, for når man har trukket et emne, så skal man bare klikke ind på de tekster, man skal bruge i materialesamlingerne.

Havde du noget at gøre med de andre e-learningskursister?

"Jeg havde ikke meget med de andre at gøre, men det kunne jeg godt have valgt. Helt fra starten fik vi nemlig en liste med mails på de andre e-learnings-kursister, og så kunne man selv starte nogle samtaler. Vores lærere afholdte i starten også nogle dage, hvor man kunne komme ud på skolen og tale med lærerne og høre om fagene. Og her rendte jeg ind i en pige, som tog de samme fag som jeg. Vi har mødtes undervejs og snakket om afleveringer. Og det har været rigtig godt.

Jeg var dog indstillet på, at jeg gerne ville gøre det alene, da jeg startede. Jeg har derfor lavet alle mine afleveringer alene. Men jeg tror, nogle af de andre har arbejdet i grupper, og jeg ved, at nogle e-learningsholdene har lavet facebook-grupper på eget initiativ."

Lærerne går også meget op i at give ordentlig feedback. Det er vigtigt, når man jo ikke kan tale med den ansigt til ansigt på daglig basis. Som man jo kan, hvis man får klasseundervisning på skolen. Man føler virkelig, at lærerne er engageret i én.

Hvordan foregik kommunikationen med lærerne?

"Inden på e-learningssiterne er der billeder og en kort præsentation af lærerne. Og der står, hvordan vi kan kontakte lærerne. De fleste af lærerne indkaldte os desuden til et møde i starten. Det var godt. Så kan man bedre finde ud af, hvordan de hver især gør tingene. Og selvom det er e-learning, vil man jo gerne have en god dialog med sine lærere.

Det meste af kommunikationen foregik på skrift, men i et par af modulerne var der også introduktion på video, hvor man fik fortalt, hvad man skulle i lave i faget.

Vores lærere havde heller ikke noget imod, at man ringede til dem. Normalt skrev jeg lige til dem først, og spurgte om jeg måtte ringe. De har alle været nemme at få fat på.

Lærerne går også meget op i at give ordentlig feedback. Det er vigtigt, når man jo ikke kan tale med dem ansigt til ansigt på daglig basis. Som man jo kan, hvis man får klasseundervisning på skolen. Man føler virkelig, at lærerne er engageret i én. Hvis jeg ikke havde oplevet det – specielt i dansk A, der er et svært fag – så havde jeg ikke holdt til det. For særligt når det er vinter og mørkt, kan det være svært at overkomme alle afleveringerne.

Særligt Steffen, som underviser i dansk har virkelig løftet mig, og har fået mig til at forstå faget. Han kan give kritik, uden at man opdager det. Det er vigtigt, at det er på en god måde man får kritik. Og samtidig får ros for det, man gør rigtigt."

Var det nemt at komme i gang?

"Else, der står for e-learning, har været rigtig god til at få os til at føle os trygge. Hun ved alt om HF e-learning og hun svarer hurtigt på mails, hvis man er i tvivl om noget. Else har sammen med lærerne været gode til at fastholde os. Det er vigtigt"

Hvad skal du bagefter?

"Jeg har overvejet at blive socialpædagog. Fx noget på en døgninstitution med handicappede eller autister. Det er lidt svært at finde, men jeg har søgt job et sted, hvor jeg har en kontakt. Og så har jeg søgt ind på kvote 2 på pædagoguddannelsen.

Mens jeg har læst HF, er jeg blevet overrasket over, hvor god jeg er til at lære. Dét at jeg kan, og endda godt kan gøre det alene. Jeg synes egentlig, at jeg har ret dårlig selvdisciplin, men på HF e-learning bed jeg mig fast. På en måde var HF e-learning også lidt af en ”tester”: Hvis jeg gerne vil ind på pædagogseminariet, kan jeg så klare det? Og det har jeg bestemt fundet ud af, at jeg godt kan, og måske kan jeg endda klare lidt mere.

Faktisk har jeg også fundet ud af, at jeg er meget god til og interesseret i sprog. Jeg kan andet end bare at snakke med mennesker og klippe hår. Så måske tager jeg en hel HF og søger ind på universitetet."