Billede af ordblinde elever

Hvordan er det at være ordblind og i uddannelse? 

"Det er meganice"

Sunneva, Tina, Sally, Kamille Pi, Thomas fortæller om, hvordan er det at være i uddannelse og være ordblind. De er enige om, at det er hårdt, men at det er meganice, at der er lavet en HF-klasse for ordblinde, hvor der bliver taget hensyn til deres læse- skrivevanskeligheder.

Mange fra klassen har gået på andre uddannelser, hvor de andre kammerater er hurtigere til at læse og skrive, og hvor man som ordblind hele tiden kommer til at føle sig bagud.

Tina synes, at det er rigtig godt, at der er skoler, der fokuserer på ordblinde, ligesom på HF & VUC København Syd, og hun har et klart budskab til politikerne: ”Lav nogle flere uddannelser for ordblinde, for livet er hårdt nok, som det er.”

Sally har følt en opblomstring på HF og føler sig slet ikke lige så usikker som i Folkeskolen. ”For eksempel er det meget federe, når man laver gruppearbejde her, vi har alle sammen det samme problem og er lidt langsomme til at læse. Der er ikke nogen, der dømmer hinanden her. I en normal klasse, hvor man er den eneste ordblinde, så er man hele tiden den, der hakker lidt eller den, der ikke kan læse alle ordene. Så kommer man jo bare til at tænke ”ååhnej, jeg er bare dum”.

Sunneva synes også, at det er rigtig godt at gå i klassen med nogle der også er ordblinde, ”i Folkeskolen var man bare den eneste, der var lidt anderledes og ikke var hurtig til opgaverne. Man kunne ikke følge med og fik hele tiden at vide at man skulle være færdig med opgaverne i samme tempo, og det var virkelig hårdt.”

Thomas er glad for, at HF-uddannelsen for ordblinde tager 3 år, for ”det betyder, at vi har kortere skoledage, og næsten ingen lektier, så man ikke sidder derhjemme alene og kæmper med lektierne. Det var nemt at starte i klassen og det er virkelig dejligt, at vi alle sammen er ordblinde. Der skulle være mange flere af denne her slags klasser på uddannelserne, altså en ordblindeklasse på HTX, STX og HHX for eksempel.”

”Du kan sagtens blive student – du er bare ordblind”.

Sunneva fortæller, at hun gennem folkeskoletiden ofte følte sig dum: ”Jeg fik altid at vide, at jeg ikke kunne blive student, fordi jeg ikke var klog nok til det.”

Der er en ting, som Sunneva, Tina, Sally, Kamille Pi, Thomas synes, er meget vigtigt at sige til andre børn og unge, der er ordblinde: ”Du kan sagtens blive student – du er bare ordblind”.

De håber alle fem, at der er flere børn og unge, der bliver testet for det er meget bedre at finde ud af det tidligt i stedet for til slut i folkeskoletiden. Det er meget nemmere, hvis man finder ud af det tidligt, for så kommer man ikke så meget bagud. "Det er for sent først at finde ud af det, når man starter poå en ungdomsuddannelse", siger Thomas. "Og det gør også, at man tidligt finder ud af, at det er ikke én selv, der er noget i vejen med. Og så slipper man for at gå rundt og tro, at man er mærkelig og dum, men ved, at der er en forklaring, og det er fordi man er ordblind."

I august startede en HF-uddannelse tilrettelagt direkte til ordblinde på Amager. Den kan læses på HF & VUC København Syd. Der startede 25 unge ordblinde på uddannelsen dette semester. Det er en 3-årig HF med HF-lærere og ordblindelærere, der er specialister inden for ordblindhed. I skemaet er der indlagt tid og støtte til læsning og skrivning samt ekstra meget SPS-hjælp (Special Pædagogisk Støtte) i naturvidenskabelige fag og matematik og eleverne får en ordblinde-mentor i de tre år, uddannelsen tager. Ordblinde-mentoren sørger sammen med lærerne for, at hver enkel elev får den IT-tekniske og faglige hjælp, som der er behov for.

Læs mere om HF Ordblind

;