HF-musikklasserne gav den gas til operation syng

21.10.2018

Jeg kan simpelthen bare se glæden stråle ud af mine elevers ansigter. Det er så fedt for dem, at prøve at synge med så mange mennesker
- Mette, musiklærer

HF-musikklasserne gav den gas til Operation Syng

HF-musikklasserne var en del af dette års Operation Syng, som fandt sted på Tårnby Gymnasium. "Vi skal sovses in i lækker lyd, konkurrere om fede præmier og lære en masse nye mennesker at kende". Sådan startede korlederen for Operation Syng ud med at byde de i alt 400 elever velkommen. Tyve af dem kom fra KBH SYD, og var alle mødt spændte og forventningsfulde op.
“De får en kæmpe oplevelse ud af at synge med så mange andre. Normalt er vi kun 10 eller 15 elever, som alle er utrænede sangere. Det her er derfor en helt anden oplevelse, da man på en anden måde kan mærke hvor godt det lyder, når alle bare står i en flok, synger samme og kan det på rygraden" fortalte HF-musiklærer Mette.

På den måde fik eleverne, sammen med deres musiklærere Simon, Sune og Mette mulighed for, at afprøve og bruge deres stemmer på en helt ny måde, samtidig med at de mødte nogen nye mennesker. "Jeg kan simpelthen bare se glæden stråle ud af mine elevers ansigter. Det er så fedt for dem, at prøve at synge med så mange mennesker” fortsætter Mette. Og det er lige netop det som Operation Syng går ud på.

En dag dedikeret til sangglade gymnasieelever fra hele landet

Operationen er blevet udført siden 2008 og har hver gang samlet mellem 2000 og 3000 sangglade elever på syv forskellige gymnasier fordelt udover landet. Operation Syng arrangerer nemlig hvert andet år en kordag for sangglade gymnasieelever fra hele landet, for på den måde at give dem mulighed for at mødes, lære hinanden at kende og vigtigst af alt; synge sammen

De to musikklasser fra KBH SYD havde i den grad forberedt sig hjemmefra. Lærerne havde nemlig fået tilsendt et hæfte med fire ny-arrangerede sange som skulle synges på dagen. Eleverne havde derfor fået lektier for, som de skulle forberede sig på inden dagen, hvor tre ud af de fire sange skulle være øvet. "Vi har brugt rigtig lang tid på, at øve os til denne her dag, men jeg må sige det har været godt givet ud. Man kan virkelig mærke på dem i dag, at de kan det hele rigtig godt. Både teksterne i sangene og de stemmer de skal synge; bas og sopran. Vi har taget de stemmer, som vi følte vi havde mulighed for at nå at lære."

Koret blev bakket op af et elevorkester fra værts gymnasiet Tårnby Gymnasium, og hele dagen blev styret og dirigeret af en korinstruktør og en bandleder, som sørgede for at dagen formede sig som planlagt og sikrede sig, at alle eleverne havde en en god musikalsk oplevelse.

Dagen blev afsluttet med koncert 

Hele dagen blev rundet af med en afsluttende koncert, hvor dagens arbejde blev fremført for begejstrede tilhørere. Eleverne skulle synge de fire Disney sange, som de sammen havde øvet sig på hele dagen. Sangene inkluderede velkendte klassikkere som "Lad det ske" fra filmen Frost, "En verden af liv" fra Løvernes Konge og  "Du' mit hjerteslag" fra Tarzan", og modtog stående bifald fra det begejstrede publikum.