Flot 2. plads i VUC CUP 2017 – men pokalen gik til VUC Lyngby

01.05.2017
Vores KBH SYD-fodboldspillere kæmpede sig til en flot 2. plads i VUC CUP 2017 – men pokalen gik til VUC Lyngby

Trods svækket fremmøde fra vores Hvidovre-afdelingen kæmpede vores fodboldspillere sig helt frem til finalen i VUC CUP 2017 i fredags i Fælledparken, men VUC Lyngby gik derfra med titlen og pokalen.

Finalen var spændende, og ingen tvivl om, at Lyngby var storfavoritter.

De to VUC'er fra Nordsjælland mødte hinanden i første kamp, hvor det blev til en overbevisende sejr til Lyngby på 5-1.

Herefter skulle foreningen af vores to afdelinger i spil, som en anden KBH SYD United. Første kamp bar netop præg af at spillerne skulle lære hinanden at kende og få boldfølingen, og modet dalede efter at Lyngby fik scoret anden gang og flere spillere mistede modet. Dog fik de holdt nogenlunde stillingen så det blot endte 3-0 til Lyngby.

I anden kamp skulle KBH SYD United så møde Nordsjælland, så der var lagt op til en form for semifinale, da vinderen skulle møde Lyngby i finalen. KBH SYD var dominerende og kom hurtigt foran 1-0. Men det var svært for holdet at omsætte pres-spillet til flere mål og pludselig, og lige før pausen fik Nordsjælland et kontra-angreb til 1-1. Der var tydelige frustrationer at spore hos vores spillere. Til sidst lykkedes det dog drengene at score til 2-1 og 3-1. Og vi var videre i finalen.

Vores spillere kom godt ud til finale-kampen og var begyndt at finde hinandens styrker og svagheder. Første halvleg var derfor meget jævnbyrdig. Dog med en lille favør til vores hold, som havde de bedste chancer i en mål-løs halvleg. Lyngby fik dog scoret til 1-0 i anden halvleg. Men så gik vores drenge til den, og de sidste 5 minutter kæmpede vores KBH SYD-hold virkelig bravt, og det var en lang sej storm mod Lyngbys mål, og chancerne blev større og større. Men det lykkedes desværre ikke for de ellers hårdkæmpende KBH SYD United at tage revanche og i sidste ende blev det Lyngby der kunne løfte pokalen.

Trods skuffelse over at gå tomhændede fra finalen var det alt i alt en god dag, med en smuk forening af vores to afdelinger og hyggeligt at møde de andre VUC’er.

Vi kommer igen næste år og kæmper om titlen og pokalen!