FE-klassen prøvede at meditere

20.08.2018
I fredags havde FE-klassen besøg af meditationslæreren Jeppe Aagaard. Jeppe delte ud af sine egne erfaringer med, hvordan meditation har hjulpet ham til bedre koncentrationsevne og fokus – som kan bruges til at gå i skole, lære nyt og få lavet sine lektier.

FE-klassen fik en smagsprøve på meditation

I fredags havde FE-klassen besøg af meditationslæreren Jeppe Aagaard. Jeppe delte ud af sine egne erfaringer med, hvordan meditation har hjulpet ham til bedre koncentrationsevne og fokus – så man bliver bedre til at gå i skole, lære nyt og få lavet sine lektier. 

Jeppes egen historie er historien om en dreng og ung mand, der har mange dårlige oplevelser med sig fra skolen og gymnasiet, og det er historien om at komme gennem ungdommen med angst, adfærdsproblemer og følelsen af forladthed, ”jeg var en rod, jeg kunne ikke sidde stille, jeg turde ikke række hånden op og få opmærksomhed og jeg følte mig tit alene og forladt”. Ikke nok med det, så gik Jeppe også gennem sin ungdom med ordblindhed og talevanskeligheder. Faktisk stammede han så meget, at han tit gik helt i stå, når han skulle sige noget til fremmede eller blev nervøs. Jeppe kom til skolepsykolog, som fortalte Jeppe og hans forældre og lærere, at han aldrig ville blive bedre og altid skulle leve med sine talevanskeligheder, nedsat koncentrationsevne og som Jeppe fortalte, ”det værste var, at jeg begyndte at acceptere det og tro på det, de sagde ”.

Men en dag besluttede Jeppe sig for, at han ikke ville acceptere det. Så efter gymnasiet var overstået med dårlige karakterer, besluttede han sig for at prøve at gøre noget ved det. Han havde ikke råd til at gå til psykolog, men så startede han til yoga og meditation inde på Nørrebro.

Meditationen forandrede Jeppes liv, og i dag ville han ønske, at der var nogen, der havde givet ham det her foredrag, da han var ung. Han ved nu, hvad meditation kan gøre for folk som ham, der slås med talevanskeligheder, koncentrationsbesvær eller lignende.

Man bestemmer selv, hvem man vil være og blive til. Så hvis nogen siger, at I bliver lige som jeres far eller bedstefar, så passer det ikke. I bestemmer selv.
- Jeppe Aagaard, tidligere rod i skolen, nu yoga- og meditationslærer

Meditation kan forandre hjernen

Men hvad er det meditationen gør? Via meditationen får vi et andet perspektiv på sine egne tanker, har Jeppe erfaret. ”Hvis man for eksempel er plaget af negative tanker om, at man ikke er noget værd eller ikke kan finde ud af matematik, så lærer man at tage afstand til de her negative tanker og få perspektiv på dem. Det er nemlig kun det, det er, nemlig tanker”. Jeppe forklarer, at de negative tanker kan fodre kroppens celler med negativitet og vores nerveceller tager de her tanker ind og skaber flere negative tanker og følelser – det bliver en ond spiral. Her er det, at meditation og de teknikker, der ligger i meditationen hjælper kroppen og hjernen med at få koncentrationen tilbage på noget andet, fx åndedrættet eller ens fodsåler. Og ifølge Jeppe kan man på den måde blive bedre til at adskille negative tanker og positive tanker. Jo mere man træner meditationsteknikker jo mere kan man aktivere den del af hjernen, som kan udvikle sig og dermed forandre sig.

Hvis man har lyst til at få en introduktion til Jeppes meditation og teknikkerne, så tjek hans hjemmeside ud på www.aagaardyoga.dk og I kan også finde ham på insta under aagardyoga.

At meditere kræver øvelse, men det kan betyde at I får et nyt liv. Det fik jeg.
- Jeppe Aagaard