En politibetjent, en sygeplejerske og en afdelingsleder fra Nykredit ...

02.02.2018

I dag var der karrieredag for nogle af HF'erne på Hvidovre-afdelingen. De fik bl.a. besøg af en sygeplejerske, en politibetjent og en afdelingsleder. De fortalte, hvad deres arbejde går ud på, og hvordan de havnede i jobbet.

AFDELINGSLEDEREN:
”Det var lidt et tilfælde," fortalte Gitte, der er afdelingsleder i Nykredit. Hun blev uddannet fra CBS for 18 år siden, men tog egentlig bare arbejdet hos Nykredit som vikar. ”Jeg troede egentlig, at jeg sku' lave business-projekter i u-landene. Det havde jeg skrevet om i forbindelse med min uddannelse. Og nu sidder jeg som afdelingsleder. Mit råd til jer, der gerne vil søge ind i erhvervslivet, er, at I skal gribe chancerne, når de byder sig. Gør jeres bedste og husk at vis, hvad I har lavet. I skal prale lidt med jer selv”.

SYGERPLEJERSKEN:
Sygeplejerske Betina fik bl.a. spørgsmål til, hvad man også kan blive til hvis man læser til sygeplejerske. ”Jeg har jo selv læst videre på universitetet efter, at jeg blev færdig som sygeplejerske, så vi talte bl.a. om, at det sagtens kan være et springbræt og en start på noget andet, fortalte Betina Lund-Nielsen, som til dagligt arbejder med kræftpatienter på diakonissestiftelsen.

POLITIBETJENTEN:
”Det vigtigste som politibetjent er nok, at man er god til at tale med alle slags folk”, fortalte politimanden Kim, og forklarede at der ligger meget socialpædagogisk arbejde i jobbet, og at det skal man være indstillet på. Og det er også noget af det, der fylder på politiuddannelse. Flere spurgte ind til, hvordan det er at komme ud til fx drab og voldsomme ulykker, og Kim forklarede, at ” det ikke som sådan er noget, man vænner sig til, men det altså ikke er så slemt, som man nogle gange ser på film. Heldigvis er Danmark et lille fredeligt land”. Kim var i kriminalpolitiet, før ham rykkede over til færdselspolitiet. ”Der er på nogle områder mere gang i den, når man er færdselsbetjent.”

Mit råd til jer, der gerne vil søge ind i erhvervslivet, er, at I skal gribe chancerne, når de byder sig. Gør jeres bedste og husk at vis, hvad I har lavet. I skal prale lidt med jer selv - Gitte Søager Helth, afdelingsleder i Nykredit