Det kan du lave, mens du skal være hjemme

31.03.2020

Det er hårdt at være så meget derhjemme, som vi alle sammen er lige nu. Og det er svært at føle, at man har rigtigt fri, når skole og hjem blandes sammen - særligt hvis man løber tør for ting at lave. Derfor har vi samlet en liste med otte hyggelige ting, du kan lave derhjemme, når du skal holde fri fra skole og arbejde!

  1. Lav gode rammer for dig selv - måske kan det være at drikke morgenkaffen i solen på altanen, i vinduet eller på terrassen? Start morgenen med et lille ritual kun for din egen skyld. 

  2. Du kan sparke din dag ekstragodt i gang med en online formiddagstræning  sammen med en masse andre - ledt an af komikeren Melvin Kakooza på hans Instagram-profil (@melvinkakooza)! Fra søndag til fredag er Melvin vært på livestreamet “Coronafitness”, og hver gang joines han af en gæst. Indtil nu har han haft besøg af blandt andre komikerkollegaerne Mick Øgendahl, Mark le Fevre og tv-vært Sofie Linde.
     
  3. Syng sammen med andre, og føl dig mindre isoleret! Alle hverdagsmorgener kl. 09.05 og i weekenden klokken 10.05 kan du på tv-kanalen DR1 og radiokanalen P2 synge fællessang med DR PigeKorets chefdirigent, Phillip Faber, og alle de andre danskere, der tuner ind og pudser stemmebåndet af!

  4. Bag en kage! Det er rart at have hænderne beskæftiget i en tid, hvor tanker og bekymringer nemt kan løbe af med en. Derfor kan det være godt at fokusere på noget helt andet end nyheder, skole eller arbejde, som samtidig kræver, at din krop er aktiv. Og hvilket bedre resultat end skøn hjemmebagt kage? 

  5. Tag til koncert - hjemme i stuen! www.coronakoncerter.dk viser en masse skønne live-koncerter på deres side. Tjek programmet og klik dig ind, når det går løs. Det er gratis at deltage, men projektet er skabt for at støtte kunstnerne, så der opfordres til at man donerer penge til musikerne og manden bag hjemmesiden.

  6. CPH DOX er en dokumentarfilmfestival, som desværre blev nødt til at aflyse alle dens arrangementer, da Danmark lukkede ned. Heldigvis er festivalen genopstået som digital filmfestival, så hvis du har en hang til smukke og spændende dokumentarfilm, er det nu, du skal slå til. Køb adgang til filmene, og nyd stor filmkunst! 

  7. FaceTime eller ring til dine klassekammerater! Fællesskabet er måske endnu vigtigere end nogensinde før - til trods for at dine venner og dig ikke kan se hinanden i virkeligheden. Giv dem et kald, få input til matematikopgaven, og hør hvordan det går i deres lejr. 
  8. Når alt det er sagt: Pas på dig selv! Hvis du ikke har overskud til at give dig i kast med alle mulige projekter, så lad være og gør det, der giver mening for dig. Vi skal alle igennem denne tid i god behold!