Nyhed - Derfor skal du læse en HF: her er 6 gode grunde

HF elev
“Jeg er en aktiv person, og det der med lange skoledage, hvor man sidder foran tavlen, det er ikke mig. Men at bevæge sig først på dagen, eller slutte en skoledag af med træning, det er bare mega fedt”, siger HF Sport-elev Michelle og tilføjer: “For mig ville det blive mere udfordrende at tage en uddannelse, hvis jeg bare skulle sidde ned en hel uge og kigge ind i en skærm”
billeder af elev på studietur
Michelle læser HF

Du kan planlægge uddannelsen efter lige netop dine behov, det behøver ikke tage hundrede år at få en studenterhue, og du får en verden af muligheder og sikrer din fremtid. Det er bare nogle af grundene til at læse en HF på KBH SYD!

Hvad vil jeg gerne arbejde med? Kan jeg finde ud af at gå i skole? Hvor lang tid skal det tage? Og hvis jeg skal have en studentereksamen, hvilken en skal jeg så tage?

Den slags spørgsmål kan fylde rigtig meget - og det gælder uanset, om du netop er blevet færdig med 9. klasse, har været på efterskole eller allerede har brugt et nogle år på arbejdsmarkedet. Det kan være svært at beslutte, hvad man har lyst til at lave, så vi har samlet nogle gode grunde til at læse en HF på KBH SYD.

1. Det tager kun 2 år

På HF har vi skrællet en del fag væk. Og fordi du slipper for fag som oldtidskundskab, tager det kun 2 år, fra du starter første dag, til du står med et eksamensbevis i hånden og den flotte blå hue på hovedet. 

2. Du får en adgangsgivende HF-eksamen hos os

Når du har taget en HF-eksamen, har du en adgangsbillet til en bred kam af videregående uddannelser. Du kan nemlig læse en masse forskellige erhvervsakademiuddannelser og professionsbachelorer!

Og med en overbygning på et halvt år får du også adgang til alle de universitetsuddannelser, du overhovedet kan komme i tanker om.

På den måde er HF’en også en smart vej at vælge, hvis du ikke helt ved, hvad du vil. Den sikrer dig nemlig, at mange forskellige døre står åbne, når du engang er afklaret med, hvad drømmejobbet er for dig.

3. På KBH SYD kan du tage din HF helt i dit eget tempo

Hvis du vælger at læse en HF, har du mulighed for selv at planlægge din uddannelse i det tempo, der passer dig. Hvis du gerne vil læse på fuldtid, kan du vælge den 2-årige HF, og blive hurtigt færdig med din eksamen - men hvis du omvendt har et job, du er glad for, børn der skal passes, eller bare godt kunne tænke dig at tage din uddannelse et par fag af gangen, kan du vælge at læse HF-enkeltfag.

På HF-enkeltfag tilrettelægger du sammen med en af vores vejledere hvilke fag, du tager hvornår. På den måde skaber du din egen hverdag med tid til alt det, der fylder i lige netop dit liv, og det er dig, der bestemmer, hvornår du bliver færdig med din HF. 

4. På KBH SYD elsker vi forskellighed!

På KBH SYD har vi plads til alle slags mennesker. Vi er ligeglade med, om du er 16 år og glæder dig til fredagsbarer og fester, om du er ordblind og kæmper med danskfaget, om du har været på arbejdsmarkedet og har to børn, eller om du bare gerne vil læse dine studier i ro og mag. 

Det vigtigste for os er, at du er klar til at arbejde for en uddannelse, og at du respekterer alle slags mennesker. Hos os kan du være den, du er, og vores lærere gør meget ud af at møde dig lige netop der, hvor du er.

5. Du kan tilpasse uddannelsen til dine interesser på KBH SYD

Har du svært ved at sidde stille og elsker du at træne? Bruger du al din tid på at game med vennerne? Elsker du at spille musik og teater? Vil du gerne være journalist og øve dig i at skrive? Eller vil du mest af alt gerne læse din eksamen i et hyggeligt fællesskab?

Vi tilbyder HF-fagpakker og valgfag og en masse sjove frivillige aktiviteter, sådan at du kan skabe lige præcis det studieliv, der passer til dig. Et uddannelsesforløb kan være så meget mere end bare at sidde og læse i en bog, hvis du vælger KBH SYD. 

6. Du slipper for standpunktskarakterer, når du læser en HF

En af de store forskelle på HF og eksempelvis det almene gymnasium er, at du slipper for standpunktskaraktererne, når du læser en HF. I stedet afslutter du alle fagene med en eksamen, og det betyder, at du ikke bliver målt og vejet i løbet af skoleåret, og for rigtig mange elever er det en stor lettelse. 

(Publiceret første gang d.14.05.2020)

"Når man er konstabel, så giver man rigtig meget af sig selv. Man laver hele tiden noget, der er til gavn for forsvaret. Men man får en meget lav løn, og jeg ville gerne udfordre mig selv bogligt. Og på længere sigt får man så meget mere ud af at gå i skole". Sådan lyder det fra HF-elev Carl, som var konstabel i militæret, inden han besluttede sig for at tage en studentereksamen og sikre sin fremtid.
billede af elevrådsformand
Carl læser HF