Besøg af digteren Özcan Ajrulovski

22.02.2018
Digteren Özcan Ajrulovski fortalte med stor passion KBH SYD’s elever om sin digtsamling og hans oplevelser med, at blive betragtet som fremmed i det land han anser for sit hjemland

Vi føler os talt om, men ikke talt til.
- Özcan Ajrulovski, digter

Digteren Özcan Ajrulovski fortalte med stor passion KBH SYD’s elever om sin digtsamling og hans oplevelser med at blive betragtet som fremmed i det land han anser for sit hjemland

”Vi føler os talt om, men ikke talt til.” Sådan lagde Özcan ud med, at fortælle om sin oplevelse med at vokse op som etnisk minoritet i Danmark. Formålet med hans digtsamling har været, at sætte ord på de følelser han har, og derefter kigge fremad og finde ud af hvordan man kommer videre fra det.

Det var tydeligt, at eleverne var meget interesserede i emnet, og der blev både grinet og klappet, da snakken faldt på digterens helt store inspiration, Tupac. For det var nemlig i HipHop universet, at Özcan fandt sin selvtillid og lysten til at deltage aktivt i samfundsdebatten.

Emnet faldt også på den almindelige opfattelse af netop indvandrere. Her fortalte Özcan, at en stor del af problemet ligger i retorikken. Det er hans oplevelse, at hvis man som indvandrer gør noget godt, så bliver man betragtet som dansk, og hvis man gør noget dårligt bliver man betragtet som indvandrer. Özcan understregede derfor vigtigheden af at definere andre mennesker ud fra hvem de er, og ikke ud fra deres nationalitet. Som han selv bemærkede: ”Man skal ikke stræbe efter at være dansk, man skal stræbe efter at være den bedste udgave af sig selv.”

Til sidst fik eleverne mulighed for at stille spørgsmål, og her viste eleverne tydligt engagement og spørgelyst, og de fleste var også mødt op med en hel liste af spørgsmål til digteren.

Der blev bl.a. spurgt ind til motivationen bag digtene, løsninger og hvad det gode er ved det danske samfund. Og netop det sidste spørgsmål satte godt gang i debatten bland eleverne, og lagde tydeligt op til refleksion hos digteren. ”Danskerne og det danske samfund har helt sikkert været med til at gøre os til dem vi er” afsluttede Özcan Ajrulovski.