BaseCamp: Nyt uddannelsestilbud for unge, der søger afklaring og motivation

10.05.2017

BaseCamp er et nyt 13-ugers tilbud til unge, som har behov ekstra motivation og afklaring for at komme videre i uddannelsessystemet. Tilbuddet er henvendt til unge, der for eksempel har dårlige erfaringer fra folkeskolen og derfor har behov for at få fornyet tilliden til lærere – og endnu vigtigere - til sig selv.

Værktøjer til at komme videre

”Vi giver de unge nogle værktøjer, de kan bruge for at komme over det, der for nogle af dem, føles som uoverskuelige forhindringer, der skal forceres for at få en uddannelse og hermed også større anerkendelse og mere selvværd”, fortæller Anne Jakshøj, som er ny fast tilknyttet lærer på holdet. Tilbuddet hedder BaseCamp. Det hentyder til, at det er et sted, hvor man samler det, man skal bruge, for at komme videre op ad bjerget.

Anne Jakshøj er socialpædagog, lærer og projektleder på BaseCamp. Som tidligere familiekonsulent har Anne stor erfaring med unge, der har meget at slås med i hverdagen. ”De familier jeg arbejdede med tidligere, delte deres liv med mig. De tillod, at jeg fik indblik i, hvordan det er at have mange ting at slås med i livet. Hvordan det fx føles at gå på så mange forskellige skoler, at man til sidst ikke selv kan huske dem.”

Lære at se sit liv i et andet lys

Det er ikke et terapiforløb de unge indgår i, for de skal lære dansk, engelsk, matematik og samfundsfag samtidig med, at de bliver afklaret med, hvad det er, de gerne vil i fremtiden. Dog forventer Anne Jakshøj i høj grad at gøre brug af sin socialpædagogiske viden.

”Vi kan ikke fjerne de problemer, som de unge tumler med – men vi kan give dem nogle værktøjer, der hjælper dem til at se på deres liv og deres situation i et andet lys. Hvis den unge har en vane med at fortrænge og udskyde problemerne, så kan vi hjælpe dem med at få nogle nye, mere konstruktive vaner. For mange handler det ganske enkelt om, at de skal opdage, at de kan meget mere, end de har fået at vide, at de kan,” forklarer Anne.

Nye konstruktive vaner

Anne Jakshøj har også stor viden om neuroaffektiv udviklingspsykologi, der kombinerer moderne neuropsykologi med den klassiske udviklingspsykologi. ”Hjernen er meget nyttig og praktisk. Den udvikler kun de dele, der bliver brugt. Dvs. de reaktioner vi har, bliver til i samspil med omverdenen. Så det er på en måde en biologisk vane, der gør, at vi ikke kan tage os samme til at ringe til banken, eller at vi måske bliver hidsige på vores børn. Den indsigt vil jeg bruge i undervisningen”, fortæller Anne. Det kan for eksempel handle om fare. ”Fare er, når hjernen forestiller sig noget farligt. Det kan være en løve, der kommer mod en, men det kan også være, når læreren siger ordet eksamen. Så har eleven lyst til at smadre computeren ned i bordet, eller pludselig får han hovedpine eller begynder at kede sig. Det er vigtigt at kende til de mekanismer og biologiske vaner, man forfalder til, for at kunne ændre på dem. På den måde får den unge hjælp til at skabe nye vaner, får succesoplevelser og tillid til, at han eller hun godt kan komme videre i uddannelsessystemet”.

Uddannelseschef for AVU på HF & VUC København Syd, Karina Bek, har været med til at udvikle BaseCamp og ansætte Anne Jakshøj. Hun fortæller, at Anne Jakshøj er blevet ansat for at styrke skolens socialpædagogiske indsats yderligere. ”Hvis du som ung er droppet ud af folkeskolen og først en del år senere skal til at tage 9. klasse, hænger det ofte sammen med at du har andre problemer end det faglige. Det gør, at der er risiko for, at du dropper ud igen og måske aldrig får en uddannelse af nogen art. Det har vi set mange gange. Det er denne gruppe unge, vi arbejder hårdt på at motivere og fastholde i uddannelse. Derfor har vi udviklet BaseCamp” fortæller Karina Bek.

Det relativt høje frafald blandt unge, der i forvejen har mange nederlag og uafsluttede skoleforløb bag sig, har HF & VUC København Syd i mange år arbejdet på at tage hånd om i undervisningen og i studievejledningen. BaseCamp er endnu en opgradering af indsatsen over for de unge, der har det allersværest.

Hvis den unge har en vane med at fortrænge og udskyde problemerne, så kan vi hjælpe dem med at få nogle nye, mere konstruktive vaner. For mange handler det ganske enkelt om, at de skal opdage, at de kan meget mere, end de har fået at vide, at de kan, forklarer Anne Jakshøj, lærer på BaseCamp.