AVU-kursister ved det grønne bord

AVU-kursister til eksamen
Skolen emmer af eksamen for tiden. Men det er ikke alle, der går til eksamen, der får hue på. Skolens AVU-kursister afslutter for eksempel også deres niveau med eksamen. I lokale 104 på Hvidovre i dag stod den derfor på mundtlig engelsk G-niveau og mundtligt dansk som andetsprog på D-niveau.
Man kunne mærke at kursisterne var spændte. ”Jeg klarer det fint til undervisningen”, fortalte en kursist, der havde været oppe i engelsk G og ventede på sin karakter, ”men til eksamen går klappen bare ned”. Heldigvis gik det fint, og hun scorede sig et 4-tal i engelsk. Næste stop bliver måske SOSU-uddannelsen, fortæller hun, når der lige er kommet styr på de sidste fag.
Engelsk er svært, fordi jeg kan fire sprog, og jeg blander dem sammen
Langt de fleste klarede sig faktisk godt i engelsk G til dagens eksamen, selvom de synes, det var svært, ”engelsk er svært, fordi jeg kan fire sprog, og jeg blander dem sammen,” fortalte en kursist. Han sad sammen med sine to gode klassekammerater, der lige som ham var fra Iran. Efter AVU overvejede de tre at læse videre til VVS’ere.
Helt naturligt er det sproget, der er den største udfordring, når man, som mange på AVU, kommer fra et andet land. En kursist fortalte, at hun elsker matematik, og helst vil uddanne sig til skolelærer i matematik, ”men”, siger hun ”det kræver jo at jeg bliver meget bedre til dansk.”
Stærk sammenhold mellem kursisterne
Sammenholdet og solidariteten blandt de AVU-kursisterne, der ventede på at skulle til eksamen i dag, var tydeligt. De støttede hinanden og talte om, hvad de hver især har af muligheder. Dem på G-niveau skal videre på AVU F, E og D-niveau. Og dem på dansk som andetsprog D skal finde ud af, om de skal videre på HF eller læse en erhvervsuddannelse.
Mulighederne er mange, men...
Mulighederne er mange for kursisterne, men deres valg bliver i den grad påvirket af den livssituation de er i. Mange kæmper stadig med sproget, og samtidig har de børn og/eller et arbejde de skal passe. Derfor er mange usikre på, hvad fremtiden vil bringe, sådan helt præcist. Men, den drøm de fleste havde denne mandag, var at blive pædagog eller sygeplejerske foruden lærer og vvs'er!
Fakta om AVU (9.-10. klasse for voksne)
Du kan læse AVU, hvis du
- har været ude af skolen i flere år og trænger til at genopfriske de vigtigste fag.
- skal have kvalifikationer til at søge ind på en erhvervsskole eller en ungdomsuddannelse.
- mangler din 9. klasses afgangsprøve.
- kommet til landet som voksen og tidligere har gået på sprogskolen