Amager-afdelingen flytter til ny adresse tæt på Kastrup metrostation

01.09.2019
Efter sommerferien 2020 flytter KBH SYD Amager-afdelingen til Amager Strandvej 390 tæt på Kastrup Metro station.

Efter sommerferien 2020 flytter KBH SYD Amager-afdelingen til Amager Strandvej 390 tæt på Kastrup Metrostation.

Den bedst mulige skole for Amagerkanerne

”Vi vil lave den bedst mulige skole, og med den nuværende skolebygning ville det betyde, at der skulle laves rigtig meget ved den. Det betyder også, at vi foretrækker den bedste beliggenhed i forhold til vores elever. Ved Kastrup Metrostation vil der være langt bedre muligheder for offentlig transport til skolen end der, hvor vi ligger i dag”, fortæller rektor Peter Zinckernagel om den forestående flytning.

"Vi vil gerne have, at skolen ligger bedst muligt for flest muligt af vores elever på Amager, med håb om at endnu flere får let til deres uddannelse"
Peter Zinckernagel, rektor

De fleste Amagerkanere har svært ved at komme til vores nuværende adresse, hvis de ikke har bil, hvorimod den nye adresse både har metroen og busserne 5C og 2A lige ved siden af. Det er de tre mest centrale trafikårer på Amager. Den nuværende skolebygning, som er den gamle Tårnby skole ved Tårnby Torv, ligger godt i forhold til regionaltogene på Tårnby station, men det er ikke den mest centrale trafikåre for Amagerkanerne.

Håbet er, at endnu flere borgere på Amager får taget en HF-uddannelse eller får færdiggjort den uddannelse på det niveau, de nu end er i gang med, når transportmulighederne bliver endnu lettere.

Den nuværende skolebygning ligger tæt på regionaltoget, men ikke metroen.

Intentionen er, at den nye skole på strandvejen skal indrettes med de helt rette rammer til at kunne facilitere at være et sted og et skolemiljø, hvor eleverne både bliver mødt hvor de er, og samtidig lærer, hvordan det er at studere på en videregående uddannelse.

Innovativ skole

"På den nye skolebygning vil vi gerne gå lidt radikalt til værks og få indrettet en innovativ skole, der især kan understøtte vores arbejde med at se på, hvor vores elever er, frem for et traditionelt standardprogram til undervisning. I den sammenhæng lægges vægt på det at fremme en medborgerdidaktik, hvor eleverne lærer at blive aktive og kompetente borgere i det demokratiske samfund og at blive ’kaptajner i eget liv’", fortæller Peter Zinckernagel. 

Det vigtigste i indretningen er, at der bliver skabt nogle gode rum med gode arbejdsfaciliteter, som både elever og lærere har glæde af. Både traditionelle klasserum og åbne arbejdsarealer, for begge dele udgør tilsammen de bedste læringsrum, har erfaringer vist.

Planen er at inddrage lærere og elever i indretningsprocessen, som går i gang allerede her i efteråret og at flytte ind i den nye bygning med undervisningsstart efter sommerferien eller i forbindelse med efterårsferien i 2020.

Lige nu er lokalerne i bygningen på Amager Strandvej indrettet til kontorer efter, at IKEA flyttede ud, så der skal gang i både de kreative ombygnings- og indretningstalenter, inden undervisningen kan gå i gang derovre.

Den nye skolebygning på Amager Strandvej 390 ligger tæt på vandet og kun tre minutters gang fra Kastrup Metrostation.